I filmen om Snowden bliver whistlebloweren portrætteret som global frihedskæmper af Oliver Stone. Det kunne være blevet en kedelig, ensidig film, hvor vi kender slutningen, inden lyset slukkes i biografen. Men Stones personportræt gør filmen medrivende og underholdende. “Snowden” sætter ikke mindst en fed streg under, hvorfor regeringsdrevet og systematisk overvågning stadig er relevant at debattere.

Snowden: Kan en loyal embedsmand være patriotisk og samtidig kritisere egne politikere? Og hvad sker der, når staten ulovligt overvåger og indsamler data om sine borgere, særligt hvis disse data falder i hænderne på en magtsyg politiker? Det er de to centrale spørgsmål, som instruktør Oliver Stone vil have, vi stiller os selv, når lyset tændes i biografen.

Med mindre man levede under en sten i 2013, så kender man til historien om, hvordan NSA-ansat Edward Snowden ulovligt kopierede og lækkede store mængder data, der bevidste, at USA’s efterretningstjenester overvågede rigtigt meget mere på internettet, end amerikanske embedsmænd og politikere ville stå ved officielt. Stone tilføjer flere sider til Snowden, og personportrættet bliver levende og nuanceret. Snowden er konservativ og liberal på samme tid. Stille, men dybsindig og velformuleret. Genert, men kærlig. IT-programmør for NSA og CIA, men i sidste ende kriminaliseret datafrihedskæmper.

Snowden

Gennem filmen lærer vi Snowden at kende mere indgående, og hovedrolleindehaver Joseph Gordon-Levitt (Inception, 10 things I hate about you) giver den overbevisende som kompleks, sky og selvlært IT-ekspert. Rollen som Snowdens kæreste Lindsay Mills spilles glimrende af Shailene Woodley (The Descendants), og netop Lindsays indflydelse på Snowden bliver bærende for historiens udvikling i filmen.

Stone er kendt for at tage emner op i sine film, der er kritiske overfor USA (Platoon) og politik (JFK, Nixon). Stone er i samme ombæring blevet kritiseret for at være ensidig i sin fremstilling af disse emner. Skal man kritisere filmen om Snowden, må man sige, at der heller ikke her bliver tale om en for-og-imod debat om, hvorvidt der er tale om samfundsskadelige handlinger eller frihedsskabende afsløringer. Der er en gammel joke om, at bare fordi du er paranoid, kan det ikke udelukkes, at nogen faktisk forfølger dig. Stone har taget et klart valg om, hvor han står, da han mener, at både USA og resten af verden holdes som NSA’s cybergidsel.

På spørgsmålet om hvorvidt Snowden bliver ensidigt fremstillet som en helt, kan man spørge, om der i det hele taget er noget midt imellem. Da Snowden valgte at blive whistleblower, vidste han, at USA’s regering villle forsøge at retsforfølge ham med terrorlovgivningen i ryggen. Men Snowden fortsatte alligevel, vel vidende hvad han ofrede og uden personlig vinding. Der er visse emner, der er så polariserende, at det er svært at sidde på hegnet med en fod på hver side.

Snowden bliver bl.a. tilbudt job på Hawaii med høj løn sammen med de dygtigste indenfor hans felt. Med andre ord er det jobbet, hvor ultranørderne får stillet et underjordisk regeringskompleks til rådighed sammen med hurtige computere, sodavandsautomater og bordtennisborde. Himlen for nogle. Men Snowden bliver desillusioneret, da han ser omfanget af en dataindsamling, der ligger i det grå randområde af lovgivningen.

Snowden

Selvom filmen emmer af Hollywoods dramatisering, bliver det ikke overdrevet, og filmens overordnede pointer står stadig stadig klart frem. Samtidig virker Oliver Stone at være den rette instruktør til opgaven. Michael Moore ville eksempelvis være for kontroversiel til et stort Hollywood-budget, og Moore ville samtidig appellere til en snæver målgruppe (særligt i USA). Istedet lykkedes det Stone at bringe et kompliceret emne ud til en bredere gruppe af biografgængere.

Snowden bliver ikke en detaljeret gennemgang af omfanget af USA’s overvågning, som f.eks. Glenn Greenspans bog “Overvåget” (Greenspan var en af de oprindelige journalister, Snowden lækkede til). Snowden-filmen når også kun at kradse overfladisk i emnet offensiv cyberkrig, hvor USA beskyldes for at have plantet malware i kritisk infrastruktur hos mange allierede lande (se f.eks. den prisvindende dokumenter “Zero Days”, som havde premiere tidligere i år).

Istedet for den detaljerede gennemgang af dette tekniske og omfattende område har Oliver Stone lavet en god, velspillet og relevant film. Hvis det lykkedes for Stone at skabe opmærksomhed og debat hos en bredere seerskare med sin film – og måske derigennem vække seernes nysgerrighed til at dykke dybere ned i emnet – så vil jeg sige, at filmen Snowden sidder lige midt i skiven. Har du sat tape over webcam og mikrofon? Hvis ja, er dette filmen for dig. Og hvis nej, så er det kun endnu vigtigere, du ser filmen. Eller måske er det irrelevant med tape, hvis myndighederne allerede ved alt om dig gennem overvågning af Facebook, SMS og e-mail. Men du bør stadig se filmen.

6af6

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.