Emotionel og episk konklusion markerer afslutningen på en af de bedste filmtrilogier

Vikinger og drager. Det er ikke kun centrale elementer i de to største HBO-serier for tiden, men to af hovedkaraktererne i trilogien ”Sådan Træner Du Din Drage”. Hvad der startede som et uventet venskab for 9 år siden, kulminerer nu i seriens sidste film ”Sådan Træner Du Din Drage 3”.

Hikke, nu høvding af Besærkø, står overfor sin hidtil største prøve – både fra udefrakommende trusler, men endnu mere i sit personlige liv. For med opvækst hører ansvar, overfor sig selv og andre. Den onde dragejæger Grimmel tester Hikke til det yderste, men det er i forholdet mellem Hikke og hans drage, Tandløs, at filmen store styrke skal findes.

Skabelonen er i og for sig den samme. En underholdende historie med komiske karakterer, rørende scener og underholdning for store, såvel som for små.

Hvor at denne filmserie skiller sig ud er dog det visuelle. Niveauet er kun blevet højere siden den første film og der er ingen tvivl om at denne film er den smukkeste i serien. Faktisk kan man gå så langt at sige det er en af de flotteste animationsfilm til dato. De to første film er i forvejen blandt de bedste 3D-film der er lavet og denne skriver sig direkte ind i samme familie.

Det er svært ikke at føle et sug i maven når vi flyver ind i dragernes rige, hvor at det næste billede er flottere end det tidligere. Kombiner billederne med John Powells fantastiske soundtrack og man føler sig hurtig hjemme på dragernes ryg.    

Hvor at de to første film udskilte sig som ’coming-of-age’-historier, sætter denne film fokus på kontrol – eller mangel på dette. Hikke må i bedste Luke Skywalker-stil – han har endda et brændende sværd! – nok engang være den umage helt som høvding for folket, samtidig med at skulle balancere en romance med veninden Astrid og det ellers urokkelige venskab med Tandløs.

Historien er dog ikke det centrale i denne film, men karaktererne. For man fornemmer hurtigt at et farvel er på vej og antallet af nærbilleder af vores yndlingskarakterer, er skruet gevaldigt op i denne film. Men netop det at forholdet mellem vores karakterer ændrer sig, gør kun slutningen dét stærkere.

For det er svært ikke at blive vemodig når det sidste billede kører over skærmen. Serien har ved hjælp af drager og vikinger fortalt historier om venskab, familie, kærlighed og diskrimination. Al sammen fortalt så hele familien kunne være med.

Efter tre fantastiske flyveture er det med et smil og tungt hjerte man kigger tilbage på en af de bedste filmtrilogier nogensinde.

‘Sådan Træner Du Din Drage 3’ kan ses i biografen d. 31 januar

Dean DeBlois   /   USA   /   2018   /   Animation   /   Spilletid: 104 min.

Leave a Reply

Your email address will not be published.