Netflix-serien Russian Doll starter som en stereotypisk New York’er komedie, men ender som en dybfølt og velfortalt historie om tab og traume – og det udnytter seriens koncept yderst godt.

Russian Doll har været ude på Netflix et stykke tid nu, men man bør se den. Det er en af de type serier, man er glad for at have set og som bliver ved én et stykke tid.

Desværre er det også en af de serier, hvor man ikke skal afsløre for meget inden man har set den, hvilket gør den lettere svær at anmelde. Jeg gør forsøget, men bær over med mig, hvis jeg ender med at male med en lidt for bred pensel.

Selve serien bygger på det koncept, som blev kendt, da En ny dag truer (Groundhog Day, 1993) udkom. Præmissen er en hovedkarakter som er fanget i en slags tidslomme, hvor hver gang denne dør, starter de forfra på deres dag.

Hovedkarakteren er som regel usympatisk, eller skal lære noget om sig selv inden de kan bevæge sig videre i tidsstrømmen igen. Konceptet er blevet sin egen filmgenre, og flere film og tv-serier har forsøgt sig med at fortælle historier på denne måde.

Netflix forsøger nu også at komme med på vognen og Russian Doll er blevet givet tre sæsoner. Første sæson er en afsluttet historie i sig selv, og lad os bare sige, at den er storslået.

Seriens hovedkarakter er Nadia (Natasha Lyonne): en storrygende, rapkæftet, no-noncense, New Yorker-chick med lige så mange lig i lasten som hun har krøller.

På sin 36-års fødselsdag deltager hun i en fest i sin ære, hvor hun ikke holder sig tilbage med sprut, stoffer eller mænd – desværre ender hendes aften brat, da hun bliver kørt over, mens hun leder efter sin kat.

Hun vågner dog op igen ved festens start, og mens hun undersøger, hvorfor det sker for hende, møder hun en ung fyr i en elevator. Elevatoren går i stykker og Nadia styrter mod sin død med ophøjet ro, og spørger den unge mand, Alan (Charlie Barnett), hvorfor han ikke er mere nervøs over sin forstående død, siger han blot: ”det er okay, jeg dør hele tiden.”

Sammen forsøger de at løse mysteriet, men det bliver også til en undersøgelse af dem selv som mennesker. Som en ægte russisk dukke, bliver de øverste lag af deres personlighed åbnet op og vi kommer dybt ind under huden på nogle ødelagte mennesker. Sammen har de dog muligheden for at hjælpe hinanden, overvinde deres traumer og komme videre i deres liv.

At sammenføje et timeloop-koncept med det lange format en serie har, fungerer utroligt godt. Man har større mulighed for at dykke dybt i de to karakterers psyke.

Til at starte med bliver Nadia og Alan præsenteret som hele mennesker, man kan føle de er ægte, men de har en facade; en stereotypisk forestilling om, hvordan denne type person er og skal reagere. Langsomt åbnes deres traumer for hinanden og for os som seer. De bliver nogle stærkt komplekse karakterer.

Overgangen fra stereotype til kompleks sker bare så gnidningsløst og naturligt gennem serien, at man knap bemærker det. Det er virkelig dejligt at blive givet tiden til at udfolde karakterne for os, og til at lege med formater.    

Det er nemlig en ting, man kan få med en serie: udvikling.

Efterhånden som Nadia og Alan gennemgår deres egenudvikling, har serien også sin egen naturlige udvikling. Til at starte med virker serien som en komedie. Nadia har et ret farverigt og sjovt liv, og selv de måder hun dør på kan være humoristiske til tider. Men efter, at Alan bliver introduceret forandrer serien sig til et drama og senere opdager de at verdenen/virkeligheden begynder at rådne og krakelere.

Pludselig er serien overgået til en gyser og man begynder at frygte for Nadia og Alans overlevelse.  

Nadia og Alan er ikke seriens eneste karakterer. Russian Doll har et hav af fantastiske bi-karakterer, der er den lesbiske veninde, partytøsen, den loyale kammerat, den skøre hjemløse, den arrogante akademiker osv., osv.…

Det er en kavalkade af interessante stereotyper, som alle gør, hvad det forventes af dem. Desværre kan de ikke bryde ud af deres stereotyp på samme måde som Nadia og Alan gør, da de er fanget i et tidslomme. Her sker der noget spændende, hver gang dagen ’nulstilles’ snakker Nadia eller Alan med bi-karakterne om nye ting og på den måde kommer der også kød på dem i sådan en grad, at man også begynder at føle med dem. Det gør det også mere uhyggeligt, når serien bliver til ’gyser’, når man tydeligt kan observere en næsten plastisk gengivelse i den rolle de besidder i tidslommen.  

Indtil videre er der kun gode ting at sige om serien. Den indeholder dog nogle små skønhedsfejl, der tilsammen giver Russian Doll nogle flossede kanter. Karakterne burde eksempelvis gøre de samme hver gang, når tidslommen gensættes, men det er ikke altid tilfældet. Nogen gange gør de en ting, andre gange en anden.

Er det Nadia og Alans ændrede opførsel som gør det? Det er uvist og det er ikke en graverende fejl, men det skærer lidt i oplevelsen. Alan er en spændende karakter, men han bliver introduceret senere og får langt fra den samme opmærksomhed som Nadia, skønt deres overlevelse og udvikling er afhængig af hinanden. Så man føler bare mindre for ham.

Selvom at serien kun er otte afsnit, så bliver historien alligevel trukket en smule for tynd, og nogle er dødsfaldende bliver unødvendige, da de dør mange gange på samme vis uden, at de lære noget.

Man bliver lidt for utålmodig som seer, og nogle svar lader sig vente længe på sig. Man sidder lidt med en følelse af, om det kunne have betalt sig at skære et afsnit fra. Der er også elementer i det afsluttende afsnit som virker lidt forhastet og hurtigt løst, men er tilfredsstillende nok. 

Og så den sidste ting, som altid ender med at være det utroværdige i denne type film. Det handler om en personlig udvikling, der er så altafgørende at selve Gud/universet vælger at lade personerne dø og genopstå i en uendelig cyklus. Hvorfor er de specielt udvalgt til denne oplevelse? Det er ikke sådan, at Nadia og Alan er den nye Adam og Eva, eller har en eller anden kosmisk betydning. De er mennesker som dig og mig.

Men alt i alt en fantastisk serieoplevelse, hvor det sidste afsnit, personligt fik mig til – først at springe op fra sofaen og råbe: ”HVAD! Det kan de da ikke gøre mod Nadia og Alan!” – og derefter falde tilbage i en stadie af tilfreds melankoli, der fik tårerne til at trille, mens rulleteksterne spillede færdig. Netflix foreslog mig hurtigt en ny serie, men jeg er slet, slet ikke klar endnu, Netflix.

Russian Doll er en af de serier man bliver nødt til at fordøje inden man kaster sig over noget nyt. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.