De amerikanske superheltefilm dominerer biograflærredet i år, hvilket gør det nemt for andre superheltefilm at drukne i mængden. Et eksempel kunne være den første superheltefilm fra Finland: Rendel, der skulle udkomme her i år.

Rendel

Filmen omhandler en mand på hævntogt. Hans familie er blevet dræbt af en kriminel organisation, derfor påfører han sig en maske og navnet Rendel. Som antihelten Rendel opsøger han de ansvarlige for sin ulykke, for at yde sin egen personlige retfærdighed, koste hvad det vil.

På nuværende tidspunkt er dette, det eneste vi ved om historien, der lyder som en velkendt og gennemprøvet fortælling vi har set mange gange før. Der er blevet udgivet en del billeder og små klip fra filmen, hvilket viser en mørk tone, overensstemmende med temaet om hævn.

Umiddelbart lader det til at Rendel kommer til at minde meget om film som Darkman, The Crow eller Spawn: en mørk superhelte-actionfilm, med en hævntøstig antihelt. Filmen er derfor kun nyskabende, da vi får lov til at opleve et nordisk twist på denne velkendte og gennemprøvede fortælling.

Filmen har dog været længe undervejs, og instruktøren Jesse Haaja fik allerede ideen til den finske superhelt for 17 år siden. Siden har ideen kun vokset sig større hos ham, men det var ved hans tredive års fødselsdag at han besluttede at gøre noget ved sagen. På kort tid samlede han et filmhold og økonomisk støtte, og bevægede sig ind på ukendt territorie, da han aldrig havde lavet en film før.

Resultatet blev en kortfilm, som han fik vist ved Cannes filmfestival sidste år, hvor han fik yderligere støtte til sit projekt, der gjorde det muligt at lave en vaskeægte spillefilm. Samtidig skabte han også grobund for en fanskare, som kun er vokset yderligere, og i skrivende stund arbejder Jesse og hans filmhold hårdt på at få en film klar til dette års Cannes filmfestival.

kondomi_660A6018-480x480

Rendel har formået at skabe en fanskare, og på hjemmesiden er der et utal af hættetrøjer, krus, masker, figurer og sågar kondomer til salg med Rendel-logoet.

Rendel har dog også fået sit eget liv på de sociale medier, som er blevet den primære kilde til at sprede kendskab om filmen, således findes der et utal af billeder fra foran og bag kameraet samt en masse korte klip på youtube. Dermed er Rendel også et spændende eksperiment, der viser, hvor stor indflydelse de sociale medier har på marketing, og hvor stor en hjælp de kan være i at sprede kendskab til noget, der kunne være endt som en ukendt undergrundsfilm.

Finnerne har allerede bevist at de kan konkurrere med Hollywood, når det kommer til film. Her tænkes der på filmen Iron-Sky, hvor nazister invaderer jorden fra den mørke side af månen, hvilket er en sær plat, men underholdende og medrivende film. Derfor er det også værd at se frem til en film som Rendel, selvom det mest tiltalende ved denne film er den visuelle side. Selve antihelten Rendel har en visuel stil, der minder om de amerikanske superhelte, og med de mange billeder tilgængeligt på nettet lader det også til at Jesse Haaja har et vist kendskab til filmproduktion, da han er i stand til at sætte billeder op på en fængende visuel facon.

Givet, så lyder plottet som tynd kop te, men personligt ser jeg frem til denne film, om ikke for andet end at få en flot og underholdende superheltefilm-oplevelse.

About The Author

Med en bachelor i litteraturvidenskab, og en igangværende kandidat film- og medievidenskab, pløjer han sig gennem alle tænkelige nørdede discipliner. Dog holder han mest af tegneserier, og hvis du spørger ind til superhelte, så forbered dig på en time langt foredrag om, hvorfor Hulk kan tæske Supermand...

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.