Blade Runner The Final CutNordisk film er søde ved alle storbynørder og sender Blade Runner i biografen igen.

Altså måske mest ’igen’ for folk, der er ældre end mig, da den oprindeligt havde premiere, da jeg 3 år gammel. Så for mig var det første gang, jeg skulle se den biffen. Jeg havde det faktisk lidt som dengang, jeg endelig fik set de gamle Star Wars-film i biffen.

Og så tillader jeg mig altså at være så arrogant at antage, at alle herinde har set den.  Så jeg behøver ikke forklare, hvad den handler om, vel?

Det var ’Final Cut’-versionen af filmen, de viste. En version, jeg allerede havde set, så det var ikke som med Star Wars, hvor man ikke vidste, hvad Crazy George nu havde fundet på. Jeg kendte versionen, så det var mere dét at se den på det store lærred. Hertil skal jeg nok lige tilføje, at det faktisk ikke er min yndlingsversion af filmen. Jeg er og bliver størst fan af den originale biografversion. Ikke pga. den lykkelige slutning, men pga. den lækre voice over. Det virkede meget for mig, da jeg så den første gang. Der skal være voice over i en rigtig detektivfilm.

Jeg tror, jeg har set den film for mange gange til at sige noget om historien eller skuespillet. For det er det samme derhjemme som i biffen. Det, en biograf kan, er lyd og billede. Og der var det virkeligt en fornøjelse at se den igen. For er der noget Blade Runner kan, så er det at levere fantastiske billeder og et awesome soundtrack.

Vangelis’ soundtrack holder stadig. Faktisk var det nærmest det bedste ved filmen, nu da jeg så den igen. Han har ramt sci-fi-lyden perfekt. Med undtagelse af lidt pornosaxofon til kyssescenerne er soundtracket fuldstændigt tidløst. Alene af den grund skal man skynde sig ind og se (og høre) den igen.

Så er der billedsiden. Ridley Scott havde virkelig fat i den lange ende, da han skabte det triste fremtids-Los Angeles. Alt virker ægte, hvilket selvfølgelig også har noget med præ-CGI-tiden at gøre, men stadig så ser det ud som om, de mennesker faktisk lever og arbejder og handler på de gader, vi ser. Jeg bliver aldrig træt af at se på en regnvåd, bitter Harrison Ford.

Blade Runner Decard

Selvfølgelig bliver det en bedre film af at se den i biografen. Det siger næsten sig selv. Men jeg har faktisk oplevet den selvsamme version af filmen i den anden ende af skalaen. På en togtur til Jylland så jeg Blade Runner på en lille 7” bærbar DVD-afspiller med nogle lunkne høretelefoner på. Og der kan den kære Hr. Scott ikke læne sig op ad hverken lyd eller billede. Der er kun historie, der tæller på sådan en lille lorteskærm, og der opdagede jeg, at der faktisk ikke er vanvittig meget historie i filmen. Det er mest bare Deckard, der snubler rundt og ved hjælp af mere held end forstand får pensioneret en masse huddukker.

Men ligegyldigt hvad, så synes jeg, at alle, der har mulighed for det, skal skynde sig ind og se den. Måske er det sidste chance, inden Ridley Scott laver ”The really I swear final cut 3D IMAX redux”-version…

About The Author

Skribent, light-redaktør

Både uddannet grafiker og leder, men har valgt at leve et ydmygt liv som postbud. Det giver ham tid til at beskæftige sig med sin to yndlingsting: sine børn og at skrive. Børnene er noget forholdsvist nyt, men skriveriet har stået på siden han lærte at sætte bogstaver sammen til ord. Og nå ja – han ser også vildt mange film og serier…

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.