Tv-serien Preacher har været længe ventet, og endelig er den her, og lever op til alle forventninger.

”It feels like theres a big blender in my gut and inside that blender there’s everything: love, hate, fire, ice, pollonium, ice cream, tarantulas, everything… all of God’s creation inside of me.”

– Jesse Custer, Preacher, ep. 3.

preacher

Dominic Cooper spiller hovedrollen i Preacher som har premiere 23. maj på Viaplay

Jesse Custer, spillet af Dominic Cooper, er en nedslidt prædikant i byen Annville. Byens troende har forladt kirken, og de få der er tilbage forsøger alle at få tilgivelse fra guds tjener, som hver aften drukner sine sorger i en flaske Ratwater Whiskey (har du læst serien, skal du holde øje med flasken). Han er træt, tæt på at give op… men han har afgivet et løfte. Og efter et liv fyldt med vold og alle mulige andre synder, har han tænkt sig at holde det løfte og da han en aften oplever noget, der umuligt kan være andet end Guds nærvær, sætter han sig for at redde byen fra sig selv.

Men det er ikke nemt og bliver ikke nemmere da hans barndomsven, tidligere elsker og partner-in-crime Tulip O’Hare (Ruth Negga) vender tilbage til Annville for at rekruttere Custer og redde ham fra et liv han er uegnet til. Tilføj den irske drukkenbolt Cassidy (Joseph Gilgun) som en aften dukker op på den lokale bar og så er trioen fra den højt roste tegneserie af Garth Ennis og Steve Dillon samlet.

preacherSom tidligere skrevet her på siden, har mange frygtet, at en tv-serie baseret på Preacher ikke ville kunne leve op til det vilde forlæg af frygt for censur. Tegneserien er kendt for sin vold og fandenivoldskhed og det ville være nemt, bare at skrue ned for volden, men siden serien begyndte at komme ud for snart 20 år siden, så har grænserne også bevæget sig i fjernsynsverdenen.

Det har været nødvendigt at lave ændringer for at bringe serien ind i 2016 og mange af ændringerne vil sikkert pisse mange hardcore fans af, men de virker for mig og giver også ganske god mening. Hvor mange af seriens mest kendte figurer, som Odin Quincannon (ejer af Annvilles slagteri og elkraftværk), Arseface og hans far Sheriff Hugo Root er med fra starten, så kommer der ganske sagte hentydninger til fansenes favoritter Herr Starr og manden med de utømmelige six-shooters, The Saint of Killers, mens to velkendte figurer har fået en større rolle som de mystiske regerings agenter, der hele tiden dukker op ved nogle mystiske dødsfald rundt omkring i verden.

Det er en nær-umulig opgave at anmelde en serie som denne, uden at afsløre for meget i forhold til tv-seriens handling, og uden at bruge tegneseriens handling til selv samme formål. Nemlig at afsløre, hvad fanden det er der foregår i den lille gudsforladte flække Annville, et eller andet sted i Texas. Men jeg tror, at dem der ikke har læst tegneserien vil være enige med mig i, at det er en serie man skal følge fra ende til anden. Jeg tror også, at dem der har læst tegneserien, hvilket jeg har flere gange, heller ikke vil være skuffet, for selv om man ikke kommer så meget rundt i USA som tegneserien gør lige fra starten, og selv om der skal bygges langsommere op end tegneserien gjorde, så har Seth Rogen, Sam Caitlin og Evan Goldberg gjort noget, som andre har forsøgt i over 15 år, nemlig at lave PREACHER om til en tv-serie man gider se.

5af6

Nu vil jeg forsøge at finde en flaske Ratwater Whiskey og nyde det der kommer.

About The Author

Árni Beck Gunnarsson har været fanget i en anden verden siden han i 1982 så EMPIRE STRIKES BACK i en biograf i Island. Når han ikke passer sit arbejde læser han tegneserier, ser film og serier mens han vasker op og han sidder desuden i styregruppen for Art-Bubble tegneseriefestivalen.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.