Louis og Rachel er trætte af det hurtige byliv i Boston. Derfor flytter de til Maine sammen med deres to børn, Ellie og Gage, hvor Louis har fået arbejde som campuslæge hos universitet, og hvor den friske luft og rummelige ejendom giver dem mere tid til familielivet.

Men som alle der kender noget til Stephen Kings gyselige bibliografi ved, så er Maine ikke stedet at finde ro – uanset hvor langt væk fra alt man kommer.

Romanen og den originale filmatisering, af hvilken dette ikke er en remake, snarere en ny fortolkning af romanen, stammer fra den periode, hvor King kunne nyse og sælge filmrettighederne til to millioner, og filmen bærer skam præg af dens tid, samtidigt med at den godt er klar over, at fornyelse er en nødvendighed.

Både den tidligere film og den originale roman er velkendte, hvis ikke udspillede, men det er heldigvis ikke tabt på Dennis Widmyer og Kevin Kölsch, instruktørduoen som tager cult-klassikeren op igen.

Forandring fryder, og selv hvis man er stor fan af enten bog eller film, så er nyfortolkningen værd at tage med sig af den årsag.

Pet Sematary tager dog ikke mange chancer, udover de ændringer til den originale som var så nødvendige. Det er på så godt som alle måder en klassisk kommerciel gyserfilm i modsætning til nogle af de neo-gysere, som har indfundet sig på lærredet de sidste par år, med større fokus på kunsterisk udtryk end ren og skær gyselighed.

Dette er hverken Get Out eller Hereditary, It Follows eller The Babadook. Her handler det om gys, gru og skrig – og meget lidt andet.

Naturligvis er der tematikker som man kan følge op på, men de bliver tilsidesat for alle de klassiske elementer vi forbinder genren med: tordenvejr og tåge på jorden, lyde fra loftsrummet, blod og det makabre galore.

Det er der i og for sig ikke spor i vejen med – som en selverkendt elsker af den slags gyserfilm der gør bange, for frygtens skyld og intet andet, er det faktisk forfriskende at se en film, som ikke forsøger at være andet.

Er den uhyggelig nok? Tjo. Det er klassisk, men ikke nødvendigvis forudsigeligt. Udover at dialogen generelt kunne have brugt en ekstra gennemgang eller to for virkelig at sætte spark i narrativet, så er det faktisk en udmærket gyserfilm, der opnår hvad den forsøger igennem godt skuespil (Jeté Laurence som 8-årige Ellie så godt som stjæler showet).

Det er ikke som sådan noget særligt, men det er også okay, hvis gyser er en genre for dig. Hvis målet med enhver film er at inspirere en eller anden følelse i seeren, og gysergenrens valgte følelse er at gøre dig bange, så behøver man ikke være så stor en kryster som undertegnede for at nyde denne film.

Pet Sematary bliver aldrig til meget mere end en god gyser: pæn uden at være prangende, tildels forglemmelig uanset hvor skræmmende. Alligevel formår den at bringe noget nyt på banen fra en historie, som de fleste efterhånden kender.

Instruktør: Kevin Kölsch og Dennis Widmyer. Medvirkende: Jason Clarke, Amy Seimetz, Jeté Laurence og John Lithgow. Baseret på romanen af Stephen King

Leave a Reply

Your email address will not be published.