Black-Angel-plakatHvis du aldrig har hørt om fantasy-filmen Black Angel, er du ikke alene. Filmen blev sponsoreret af George Lucas for 35 år siden og vist sammen med Imperiet Slår Igen i visse biografer – bl.a. i Skandinavien – men sidenhen troet tabt …og glemt.

Lad os lige hoppe tilbage i tiden – sådan ca. 35-36 år. Roger Christian er ”art director” på Stjernekrigen (1977), og det er ham, vi kan takke for designet på R2-D2, lyssværdene og de slidte og ramponerede rumskibe. Han vandt forresten også en lille statuette for arbejdet… den hed vist en Oscar. Whatever.

George Lucas har formentlig en lille mancrush på Roger Christian, for da Roger viser George en lille fantasy-novelle, han har skrevet, Black Angel, giver George ham fluks 25.000£, så han kan indspille den som kortfilm. Og ikke nok med det; de aftaler, at filmen skal vises SAMMEN med Imperiet Slår Igen i visse biografer i England, Australien og Skandinavien.

Roger samler et lille filmhold og et par heste og rejser til Skotland, hvor de indspiller den lille knap 23 minutter lange film. En film, som Steven Spielberg efterfølgende kalder ”en af de mest enigmatiske film, jeg nogensinde har set”.

Men herefter forsvinder filmen ud af historien. Negativerne er simpelthen blevet væk, og filmen bliver aldrig vist i fjernsynet eller kommer på VHS eller DVD.

Lige indtil en arkivar på Universal Studios i Los Angeles genfinder filmrullerne i december 2011, og der påbegyndes en nænsom og tidskrævende restaurering. Knap to år senere kan filmen vises igen for første gang siden 1980, og i går blev den officielt lagt ud til gratis visning på Youtube.

Filmen handler om en ridder fra middelalderen, Sir Maddox, der hjemvendt fra korstogene finder sin familie væk og hjembyen næsten udslettet af sygdom. Da han er ved at drukne i en sø, viser en mystisk jomfru sig for ham, og han finder ud af, hun bliver holdt fanget af den skumle sorte ridder, Black Angel.

Filmen kan du se herunder, og den introduceres af Roger Christian selv, der fortæller lidt om historien bag.

About The Author

Skribent

Kim elsker film, tv-serier og tegneserier, og ville ønsker der var 36 timer i døgnet, så han også kunne få tid til at spille computerspil, høre musik m.m. Kim bor i Hjørring, og er til daglig grafiker og PR-ansvarlig på Vendsyssel Historiske Museum.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.