Den syvende filmatisering af Louisa May Alcotts klassiske roman om March-søstrene har allerede vundet stor respekt og et utal af dertilhørende trofæer udenlands, men hvad gør denne nyfortolkning så prisværdig? Svaret er indlysende—Greta Gerwig.

Med manus og instruktion af Gerwig kan der ingen tvivl være, for det er en visionær fortælling af en historie de fleste af os i hvert fald kan nikke genkendende til. På en sjat over to timer fortælles sagaen om March-familien i glimt, der hverken holder sig til kronologi eller fra sit ophav. Romanens autofiktive elementer maler lærredet i genistreger, samtidig med at der ikke skys væk fra de underliggende realiteter fra dengang, der stadig præger os i dag.

De forskudte sekvenser gør især at vi, ligesom filmens principielle karakterer, ikke glemmer at selvom livet fortsætter, er der stadig en masse der går tabt. Igennem en utraditionel struktur skaber Gerwig ikke bare en rekonstruktion af dén virkelighed, men en indlevelse i en historie der er indlevelsen værd.

Gerwig er dog ikke en tyran alene på tronen af kvaliteten som skærmen udstråler. Det er næsten en spild at snakke om det stjernespækkede cast—det taler for sig selv—men tilstrækkeligt at sige, så er det ikke nok med at enhver karakter er perfekt besat, men hele castet præsterer over almindelighed. Når man så småt har vænnet sig til at så veludstyrede skibe kæntrer langs bølgebryderne, så er det en enorm fornøjelse at øjne Little Women med vind i sejlene, langt ude i horisonten.

Fotografi og musik stiller al den dickensianske charme til skue, hvor melankoli og nostalgi sammenføres uden en fejlagtig tone både i Amerika og Europa. De materielle mangler og frynser, samt den Amerikanske Borgerkrig der raser i baggrunden, spiller op for kontraster der kilder både samtiden og søstrene.

Så meget som kontrasterne rækker langs lærredet er det dog stadig søstrene man kommer og bliver for. Nok er de forskellige, men deres evne til at stå sammen igennem alt er inspirerende fremstillet uden at blive en oversød fersken af slagsen man nærmest kan smage selv fra sidemandens farm seks meter væk. Der er uden tvivl en barndoms lethed over March-familien, men den er opvejet særlig godt i Gerwigs blik, og når—når—denne film engang anses som klassikeren den er, så er det dét der adskiller Little Women fra så mange andre sukkersøde nostalgibomber. At den genfortæller en af tidens absolut mest læste bøger er måske nok en anden.

Var man i tvivl om hvorvidt ”chick flick”-tesen nu også i virkeligheden var død og begravet, så er dette et gravøl til at slette al tvivl. Så tør man drage ud i covidens sommer når biograferne landet over langsomt genåbner, så er Little Women et forrygende valg af første film tilbage i de gode stole—for alle. Men for dem der har hang til det er det måske bare ikke den bedste tid at snøfte på hjemvejen i.

Premiere 4. juni

Instruktør og manuskriptforfatter: Greta Gerwig. Medvirkende: Saoirse Ronan, Emma Watson, Florence Pugh, Eliza Scanlen, Laura Dern, Timothée Chalamet og Meryl Streep

Leave a Reply

Your email address will not be published.