Liam Neeson bliver ramt af en tragedie. Liam Neeson finder ud af hvem der stod bag. Liam Neeson søger hævn. Den beskrivelse passer ret godt ind i de fleste film Neeson har medvirket i de sidste ti år.

I ’Cold Pursuit’ spiller Neeson snerydderen Nels Coxman, der lever et fredeligt liv i Colorados snefyldte bjerge med sin kone og søn. Længe går der ikke før sønnen bliver dræbt af gangsterbossen Viking, som sender Nels på et hævntogt, som også får indblandet den lokale indianermafia.

Filmen er et remake af den norske film ’Kraftidioten’ og begge film har Hans Petter Moland i instruktørstolen. Hvorvidt dét er en fordel eller ulempe, vil der ikke kommenteres på, men den medbragte skandinaviske sarkastiske humor puster et nyt frisk liv, i hvad der på papiret blot ligner en ny action-thriller.

Fans af filmen – og endnu mere serien – ’Fargo’, vil være godt underholdt i langt størstedelen af filmen. Men i takt med at plothullerne stiger – bl.a. bliver en ekspedient skudt ned i hans butik i hovedgaden uden at nogen reagerer – følger plottet desværre ikke med.

Filmen ønsker langt hen ad vejen at fortælle historien om de to rivaliserende banders magtkamp, men det er i Neesons rolige nærvær, at vi som seere føler os bedst tilpas.

Om end man måske er blevet træt af at se halvdårlige film med ham, må man også bare læne sig tilbage og anerkende at han efterhånden har godt styr på den type roller.

Selvom man ingen baggrundsviden har om Nels, går der ikke mere end et kvarter fra sønnens død til jagtgeværet er savet over og hævntogtet er blevet påbegyndt. En vinkel på filmen, der er markant mere interessant end krisen mellem indianerne og storbymafiaen.

Det er dog ikke Liam Neesons hævntogt i filmen, som er blevet omdrejningspunktet med filmen.

I stedet var det Neesons udtalelser i The Independent, hvor han fortalte om hans jagt på en sort gerningsmand, der havde voldtaget hans veninde. En historie, der vel at mærke fandt sted for næsten 40 år siden. Neeson, chokeret over sin egen reaktion, søgte senere skriftemål hos en præst og havde til formål at fortælle historien, for at gøre opmærksom på de grimme sider, der kan dukke op i enhver person under de rette – eller forkerte – omstændigheder. Der gik dog ikke længe før Neeson blev udråbt til racist og premieren på filmen i New York blev aflyst.

Det er dog langt fra den første kontroversielle sag Neeson har været centrum for i hans lange Hollywood-karriere – med udtalelser om MeToo-bevægelsen og donationen af sine afdøde kones organer for blot at nævne nogle få. Dog er det også vigtigt at adskille kunstneren fra kunstværket og Moland skal have stor kredit for – langt hen ad vejen – at have skabt en solid og underholdende thriller.

Liam Neeson har udtalt, at dette bliver hans sidste actionfilm og det er bestemt ikke den værste at slutte af på.

’Cold Pursuit’ kan ses i biografer i hele landet fra d. 28 februar

Leave a Reply

Your email address will not be published.