Stillehavet. 1942. 2. Verdenskrig hærger på sit højeste i Europa, mens neutrale USA ser med fra sidelinjen. Angrebet på Pearl Harbor sætter dog en stopper for amerikanernes neutralitet og sender den amerikanske flåde ude i et modangreb: Slaget om Midway.

Midway fik en øjeblikkelig status som et vendepunkt i krigen og filmen instruktør, Roland Emmerich, har længe drømt om at sætte de mange historier sammen til én stor film.

Emmerich, der i filmverden er kendt som ’Master of Disaster’, har med katastrofefilm som ’2012’, ’The Day After Tomorrow’ og ’Independence Day’, sat sig godt i cockpittet som Hollywoods katastrofeekspert – og det er skam heller ikke visuelle effekter filmen mangler. Hvor han tidligere både har sprunget og tiliset hele byer, er han her begrænset til de faktuelle skibe, fly og mennesker, som var tilstede i 1942 – en begrænsning, som dog viser sig at være til filmens fordel. Filmen er nemlig ikke det effekthelvede, som netop har kendetegnet mange af hans tidligere film.

Emmerich har altid været god til at instruere action, men hans dramatiske evner har aldrig været blandt hans kompetencer – ’Midway’ er da heller ingen undtagelse. Samtlige dramatiske scener er fyldt med en forfærdelig klichefyldt dialog fra førstegangsforfatter Wes Tooke, som river seeren ud af filmen hurtigere end et flys katapultsæde.

Filmen springer desuden ca. hvert tredje minut, til en ny handling et andet sted og hvis ikke det var for overskrifterne, der forklarede hvor og hos hvem vi befandt os, kan det være svært at finde hoved og hale i filmens hæsblæsende tempo. Slaget om Midway havde uden tvivl mange involverede personer både til lands, til vands og i luften, men det virker mest af alt som om Tooke og Emmerich har for mange heltehistorier de ønskede at fortælle, i stedet for blot at fokusere på bare en håndfuld.

En af filmens store styrker er dog dens ofte delte skærmtid mellem amerikanerne og japanerne. Vi får et overraskende omfattende indblik i de japanske generalers strategier og taktikker, hvilket giver filmen et bredere perspektiv på slaget og hvordan begge sider forholdte sig til det. I stedet for blot at kaste det amerikanske flag udover filmen, hvilket Emmerich har haft en tendens til før, virker ’Midway’ forbavsende nuanceret i sin fortælling.

Filmen er præget af en række dygtige skuespiller, men den største person på plakaten er filmens største svaghed. Ed Skrein er simpelthen ikke en dygtig eller interessant nok skuespiller til at fastholde seerens interesse i over to timer. Aaron Eckharts rolle er spild af tid med kun sølle 10 minutters skærmtid, Woody Harrelson gør det ganske glimrende når han har plads, Dennis Quaid ligeså og det er rart endeligt at se Patrick Wilson i andet end en dårlig gyserfilm.

Alt i alt er der mange ting som ikke fungerer i ’Midway’. Men som krigsfilm på det store lærred er den sine penge værd. Det er en krigsfilm som mange andre, men når først flyene letter fra hangarskibet læner man sig veltilfreds tilbage i biografsædet.

’Midway’ kan ses i biografen fra d. 7 november

Roland Emmerich   /   USA   /   2019   /   Krig   /   Spilletid: 138 minutter

Leave a Reply

Your email address will not be published.