Knuste knogler og benhårde klichéer driver Crawl frem i overfloden af gysere og b-film, men på trods af sultne alligatorer er der plads til en intim fortælling i den Sam Raimi-producerede, Alexandre Ajas-instruerede film. Nyskabende er det ikke, men i hvor stor grad kan man også bøje præmisset, ”hjælp, der er alligatorer i mit barndomshjem”?

Haley Keller er elitesvømmer på et college-hold i Florida, drevet til hvor hun er, af en krævende men velmenene far. Da en orkan truer kyststaten, og ingen kan få fat på faren, tager Haley sagen i egen hånd trods vejrudsigt og rejseforbud for at finde ud af, hvad der er sket.

Crawl starter ud som en fejring af menneskets monumentale hybris, ved at vise, hvor uendelig arrogant en race vi er, ved at bygge vores byer et sted som Florida. Mens Haley kører i piskende regn og vind over landevejen for at finde sin far varsler vejskiltende om en alligatorfarm til venstre og død og ødelæggelse alle andre steder, og så er vi i gang.

Herefter kører filmen sådan set på de skinner, som genren så ofte befinder sig på—chokerende uden at være overraskende, gennemsigtig som et spøgelse uden at være uhyggelig. Men kampen mod naturens kræfter, bevandret som det emne er, fremstår alligevel med en vis pragt. Produktionsværdien holdes overraskende høj, selvom både manus og skuespil styres af det gængse felt.

Det er sådan set O.K., at en film som denne belemres med en sværm af klichéer, så længe den kan formå at skille sig lidt ud, på anden vis. Her sigter Crawl efter en mere intim gyseroplevelse, da den hovedsagligt foregår i en krybekælder, hvori vandstanden langsomt stiger, men den bliver holdt tilbage af hvad der virker som udelukkende horribel dialogik, der sætter kryds ved alle de svært synkelige kasser.

Af så kort en film at være, slæber den alligevel lidt. Der er ikke nok spænding til at opveje klichéerne. Filmen tager sig tid, men udnytter ikke tiden godt nok. Karakterne er hovedsagligt skudt i hovedet, selv før tænderne kniber om kraniet. Stop og vent i farezonen, ellers mister vi spændingen! Det er standarden, ja, men uden nogen modvægt, falder det alligevel tungt til bunds, herudover veludført eller ej.

På trods af dét, ved Crawl præcis hvad den selv er, og ved at vide det, formår den at indfri nogle gode, om end hårdhændede, tematikker, far og datter imellem. Alligatorkæberne i krybekælderen står ind for en skilsmissefamilie, der bare gerne vil samles igen, og det alt sammen med en mængde af skrig og blod i vandet.

Original er baghistorien, det følelsladede element, ikke, men det er fint eksekveret alligevel. Men hvis det er alligatorer fra den her film, der skal forstårs som en af evolutionens mest frygtindgydende rovdyr, er orkanen måske vigtigere at holde udkig for. Når en lille tjavser af en hund står krybdyret imod, er der noget galt. Frygten (snarere chokkene) bliver forudsigelig på baggrund af dyrets generelle uduelig—filmens måske største synd.

Instrueret af Alexandre Ajas. Medvirkende: Kaya Scodelario, Barry Pepper, m.fl. Spilletid: 87 minutter

Leave a Reply

Your email address will not be published.