Ole Christian Madsen   / 2020 / Danmark   / Drama / Spilletid: 106 minutter

2015 var et turbulent år i Europa. D. 7 januar slog terrorister til hos det franske magasin Charlie Hebdo og 13 personer mistede livet. En angst bredte sig i Europa og flere spørgsmål opstod: Hvornår kommer det næste angreb? Og hvor? Det skulle vise sig at blive i vores lille danske hovedstad, hvor den københavnske synagoge og et kulturarrangement på Østerbro blev angrebet. Dagene og timerne op til netop dette, er fokus for Ole Christian Madsens nye dramafilm: ’Krudttønden’.

Fem år gået og hvorfor har danskerne behov for at opleve den skæbnesvangre nat på det store lærred? ”Vi lever i en accelererende tid og informationsmængden og den konstante og globale nyhedsstrøm påvirker vores oplevelse af tid. Fem år er lang tid i dag, fordi der er blevet lagt så mange lag af betydning og fortolkning ovenpå begivenhederne allerede” udtaler Ole Christian Madsen selv og understreger, at han ser ’Krudttønden’ som en historisk film om et angreb, vi slet ikke er færdige med at forstå. 

Filmen bliver fortalt gennem fire sideløbende historier: politimanden Rico, sikkerhedsvagten Dan Uzan, filminstruktøren Finn Nørgaard og gerningsmanden Omar el-Hussein. Filmen balancerer mellem de fire historier og gør det ofte ganske glimrende. Den hærgede AKS’er Rico er i sin karrieres efterår og bliver spillet af den Hollywood-hjemvendte Nicolaj Coster-Waldau. Rico danner rammen om fortællingen, der igennem hele filmens spilletid forsøger at vise et nuanceret billede af de fire involverede personer og de korsveje de står overfor i dagene op til den dag i februar. 

Produktionsmæssigt er ’Krudttønden’ en fornøjelse at opleve. Fotograf John Rosenlunds flotte københavnske dronebilleder krydret med et fantastisk lyddesign af Hans Møller, gør filmen til en stor fornøjelse at opleve på det store lærred. Dansk film er i de senere år blevet langt mere interessante at opleve visuelt og ’Krudttønden’ er blot endnu et eksempel på dette.  

Filmens spilletid lyder på blot 106 minutter, hvilket i den moderne filmverden er en kort spilletid – og der er da også masser af plads til at uddybe flere af fortællingerne og ikke mindst give filmens skuespillere mere plads at spille på. Skuespillet bliver ganske enkelt for stift til, at der er nogen, som overstiger forventningerne. Det bliver noget ensformigt at følge Rico, som lever med konstante smerter omend han desperat prøver at bevise det modsatte og Coster-Waldau er nærmest udelukkende filmet i nærbilleder, hvilket ikke giver meget plads at spille på for den ellers rutinerede skuespiller. De to debutanter Adam Buschard og Albert Amiryan lider under, at det er deres første spillefilmspræstationer, men formår heldigvis aldrig at falde helt igennem. Lars Brygmann er en af de få, som træder i karakter og han beviser igen, at han er en af landets dygtigste drama-skuespiller og det er da også i hans scener at der mest på spil – Finn Nørgaards skæbne taget i betragtning. 

Alt leder dog tilbage til det oprindelige spørgsmål: Hvorfor er der behov for denne film? Og det er da også filmens største problem. Dens betydning. Dens budskab. ’Krudttønden’ svæver konstant mellem flere interessante vinkler, men aldrig nogen som den kommer ordentlig i dybden med. Al dette indtil filmens sidste minutter, hvor at den får overforklaret sit eget budskab så meget, at det nærmest hiver seeren ud af filmen. ”Kan vi bevare det, som gør os til mennesker?” spørger Rico. Et spørgsmål, som simpelthen er for let købt, i forhold til de tanker filmen undervejs har forsøgt at få os til at tænke. 

Ole Christian Madsens fokus er omfattende, men bliver desværre ikke dybdegående nok. Det er interessant at befinde sig i filmens univers, men den bliver desværre aldrig taget til det næste niveau. 

’Krudttønden’ kan ses i biografen fra d. 5 marts

Leave a Reply

Your email address will not be published.