En sort mand kommer kørende på en afsides Alabama landevej. Blå blink blusser op. Det er ikke et godt tegn, selv ikke i slut ’80erne. Slet ikke når titelkortet sagde, Baseret på virkelige hændelser.

Just Mercy fortæller den sande historie om borgerretighedsadvokaten Bryan Stevenson (Michael B. Jordan), der som nyudklækket dimittend fra Harvard drager sydpå for at bistå fængselsfanger som ingen anden advokat har. Åbningsscenen sætter lyset på hvor det leder hen: til møde med Walter ”Johnny D.” McMilian (Jamie Foxx), en uskyldig mand med den elektriske stol i sigte, dømt for et mord han ikke har begået.

Den naturlige kontinuitet der leder historien denne vej forhaster sig ikke, men det er alligevel som om et led i kæden er blevet sprunger over mellem Bryans interviews med seks forskellige fanger til filmens primære fokus på Johnny D.

Snart får vi lært Monroevilles to stammer at kende: en hvid, magthavende og konspiratorisk kejser i nye kutter, og de nedtrykte sorte familier der bor nede ad grusvejen, hvis solidaritet og velundt frygt for både autoritet og tomme løfter desværre resænnere selv i dag.

Men Just Mercy skiller sig ud ved at tage den gængse racisme som endnu er at finde i enhver benævnelse af Alabama delstaten med gode portioner af flere relevante tematikker. Først og fremmest står dødsdommen for skud: et dilemma der næppe behøver at være relevant for en dansker, for at være slående. Dernæst den systematiske racisme der dikterer fængselssystemet i frihedens hjemland, og til sidst uligheden som stadig vidner om det amerikanske apartheid i første halvdel af det tyvende århundrede.

Kapløbet med at finde Johnny D. uskyldig er en stafetbane af ydmygelser for alle involveret. Racisterne har magten og viljen til at udøve den—advokaten og de uskyldige har kun sandheden, loven og samvittigheden på deres side. Det har sjældent været nok i en Alabama retssag.

Og alt imens at de hvide borgere i deres hvide klæder mæsker sig i den fiktive retfærdighed at finde i Harper Lees Dræb ikke en sangfugl, så må de faktiske retshelte trække torv mod et fragtskib af fordomme og nedavlet had.

Just Mercy er en film fanget mellem at være, på den ene side, en væmmelig og desværre alt for tidslig påmindelse om racisme og ulighed, og på den anden side en livsbekræftende fortælling om at forandring kan opnås, uanset omstændighederne eller modstanden. Hvis dét narrativ afhænger en tand for meget af hvide mænd vis moralske overbevisninger forandres til det bedre er det en acceptabel afvejning—og en god påmindelse om at mennesker er mennesker, og at vi alle har mere tilfælles end ikke.

Nogle historier er for gode til at lade ligge, og Bryan Stevensons er en sådan historie. Den fæller ikke filmiske normer så det buldrer, men relevansen er den samme uanset hvad. Kanterne er flossede til tider, og dialogen udenfor retssalen mangler et eller andet—poetisk flair, måske—men essensen synger nu alligevel som en spiritual.

Vi bliver efterladt med spørgsmålet om hvorvidt USA kan undslippe sin historik om medfødte dødsdomme for sorte amerikanere i (især) sydstaterne. Svaret er ikke let fordøjeligt. Tak skæbne at vi endnu tør stille det.

Instrueret af Destin Daniel Cretton. Baseret på Just Mercy: A Story of Justice and Redemption af Bryan Stevenson. Spilletid: 2t 17m. Medvirkende: Michael B. Jordan, Jamie Foxx, Brie Larson, Tim Blake Nelson, m.fl.

Leave a Reply

Your email address will not be published.