Ellie og Pete Wagner lever det gode liv uden børn, men en dag går det op for dem, at det måske er værd at ofre en del af sin frihed, til fordel for andre, og beslutter dermed at blive plejeforældre til ramte.

Parrets (Mark Wahlberg og Rose Byrne ) stille, kærlige og kræsne liv tager noget af en vending, når de tre søskende – Lizzy, Juan og Lita – flytter ind.

Instruktør Sean Anders sætter scenelyset på adoption og familie, på tværs af blod og opvækst, i en film som påstår at være en komedie, men som kun virkelig fungerer som en ’feel good’ film.

Mark Wahlberg, Rose Byrne, Sean Anders – de to hovedpersoner og instruktøren vidner om, at hvad vi skal ind og se er en sjov film bygget på jokes og god dynamik. Derfor er det straks slående, at vittighederne ikke lander helt som de skal, og at emnet i sig selv er så mørkt: plejebørn og hårde barndomme tager podiet nærmest fra start af, sidebevæbnet med familiekonflikter og forventninger.

Men det er også slående, at alt det andet virker så godt. Ellie og Pete som par er både troværdige, om end karikerede, og elskværdige: her er charme og lyst bordmænd, også selvom indsigtens magt ikke når langt ud over den genre, som filmen har bestemt sig fra start af at være tilknyttet, og som den aldrig formår at vælte sig helt ud af – for selvom den er autentisk, er den også distanceret.

Der er noget, som ikke stemmer overens.

I løbet af filmen kommer der gudskelov grin der både fungerer og imponerer, men fokus formås at blive holdt på den nyudsprungne kernefamilie og dens kvaler, som hele siden sættes i relief til plejebørnenes fortid og plejesystemet generelt.

Det er faktisk en udmærket kombination, men det er ikke komik der tager ansvar for effekten. Det gør også, at det bliver en tand for sukkersødt, når der ikke er nok grin til at opveje de følelsesladede scener, hvis dramatiske manér ikke understøttes af de filmiske virkemidler.

Inspireret af instruktørens egne oplevelser som adoptivfar (endda inklusiv en lille ”baseret på virkelige hændelser” i begyndelsen) spiller filmen som den skal – velinstrueret, velspillet, velskrevet, men lidt for lang – og ikke sjov nok.

Hvis filmen ikke var skudt som og sat op til at være en komedie, men snarere en traditionel følelsesladet film, ville det måske ikke gøre så meget, men den anser kun sig selv for en komedie på de punkter, og det trækker den nedad hele tiden. Fokus er uskarpt selvom tematikken er velslebet.

Det er næsten imponerende, at en film som udgiver sig for komedie kan være så meget andet, men når den ikke selv har den indsigt, går det desværre galt.

Efter en serie af fjollede filmværker, er det måske på tide at Sean Anders forsøger sig med noget af en lidt anden karakter … For grin er godt selv udenfor den indsnævrede genres rammer, og der er måske en chance for at gøre noget der virkelig virker.

Alt tegner på, at det kunne blive en stor success, for her ruller alle vævens dele, men stoffet bliver ikke desto mindre udtyndet.

Instant Family: Når 2 Bliver til 5 har premiere torsdag den 28. februar. (Spilletid: 118 minutter). Instruktør: Sean Anders. Medvirkende: Mark Wahlberg, Rose Byrne, Isabela Moner, Gustavo Quiroz, Julianna Gamiz, Octavia Spencer, Tig Notaro

Leave a Reply

Your email address will not be published.