Som genre er gyserfilm lidt speciel. Der er ufatteligt mange former for gyserfilm, og alle, som kalder sig selv for en gyserfan, har en ‘subgenre’, som de holder sig fast til.

På det seneste har gyserfilm været domineret af de såkaldte chokgysere. Disse film elsker at sætte en stemning op, trække det ud, vente til publikum slapper af, og så sker der noget, som får alle til at hoppe i sædet og blive forskrækkede. Personligt er jeg ikke en fan af de film.

Så jeg blev ufattelig glad, da jeg så “It Follows”, som tager en anden retning.

Filmen handler om en ung kvinde i Detroit, som efter pres fra kæresten vælger at tage springet og have sex med ham. Det viser sig dog, at dette har større konsekvenser end de normale, da denne handling overfører en forbandelse fra ham til hende. Forbandelsen betyder, at fra nu af vil man blive forfulgt, den kan tage, hvad end form den vil, og den vil blive ved med at følge efter en. Man vil aldrig kunne slippe væk – kun ved at ‘give den videre’.

it follows 2Præmissen er enkel, men den fungerer perfekt. De scener, hvor man indser, at forbandelsen er på banen, er uhyggelige og effektive, da den går med langsomme, men bestemte skridt imod vores hovedperson uden at sige et ord eller komme med noget ræsonnement. Dette er, hvad den gør.

It Follows føles som en lang hyldest til horrorfilm fra 80’erne med dens dvælende billedeside og synthsoundtrack. Den får én til at tænke tilbage på film som “Fredag d. 13”, hvor Jason Voorhees med besluttet og intenst kropssprog jagtede vores skøre hovedpersoner.

Fra starten af mærker man intensiteten, og den giver ikke slip, da man ofte vil sidde og lede i baggrunden efter nogen, som kunne være forbandelsen i forklædning, og det er her, de dvælende scener virkeligt skinner, da man bare ikke får en pause – ligesom hovedpersonen selv.

Den har fokus på at bygge en stemning op og forfalder ikke til chokeffekter. Dette fungerede rigtigt godt for mig, men erkender dog også, at det er ikke, hvad alle leder efter. Hvis man håber på at se gore og en masse ting, der springer ind i billeder og gør én forskrækket, vil man her finde en oplevelse, der mangler alle disse ting. Det er en såkaldt indie horrorfilm, det vil sige, at den er lavet uden det store budget, og det kan mærkes flere steder i filmen. Det er en meget ‘low tech’-oplevelse, og det giver den også en snert af realisme.

it follows 3Den er meget langsom i sin opbyggelse, og hvis man har brug for mere handling og fart over feltet, vil man næppe kunne lide denne film. For folk, som gerne vil sidde og blive fanget af en langsom og snigende fortælling, så er det her en gyser, som vil følge en i noget tid.

 

5af6

Leave a Reply

Your email address will not be published.