Den nye Guardians of the Galaxy følger op på den ekstremt succesfulde første film af instruktør James Gunn. Denne gang er sømmet trådt i bund, med fuld fart fra start til slut, hvilket bliver en lettere blandet, men stærk positiv, oplevelse.

I den første Guardians og the Galaxy så vi hvordan holdet af elskelige undermålere blev samlet, og mod alle ods reddede galaksen fra ødelæggelse. Nu er de tilbage, og skal redde galaksen… igen. Star-Lord, Gamora, Drax, Rocket og Groot er tilbage, og får denne gang følgeskab af den blå kriminelle Yondu og Mantis som kan fornemme og påvirke andres følelser. De må stå sammen da en ældgammel galaktisk trussel rejser sig, og planlægger at lægge universet øde, samtidig med de bliver forfulgt af venner og fjender.

På mange områder virker dette både som en større og en mindre film. Lænet tilbage i biografsædet får vi et større indblik i den verden, hvor hovedkaraktererne færdes, der er nye verdener, nye rumvæsner og en bedre følelse af, hvordan denne verden på en gang er kompleks og stor, med mange historier som ligger og venter på at blive opdaget. Samtidig, så formår filmen af give en dybere forståelse af karaktererne, og dykker dybere ned i de individuelle fortællinger om hver karakter.

Selvom det virker umuligt at lave en film, som går i to så forskellige retninger, så hænger det alligevel sammen. Karaktererne og verdenen flyder let og elegant ind og ud af hinanden og er med til at skabe en solid sammenhængende historie om hvad det vil sige at være en familie. Er det ens ophav der skaber familien, eller er det den familie som man har skabt for sig selv, der betyder noget. Spørgsmålet hænger i luften til fri fortolkning ved filmens afslutning, som også ligger sig åben og vævende på samme måde som Empire Strikes Back gør, jeg har ikke sagt for meget, men du vil forstå, hvad jeg mener når du ser det.

Filmen er uden tvivl flot, altså sådan rigtig flot. Der er som sædvanlig ikke en finger at sætte på effektsiden af filmen, og filmen tager sig også den tid, der skal til for at man kan nyde og udforske enhver lille fantastisk del af den verden som er blevet skabt for øjnene af os. Det er både i effektsiden, og samspillet mellem karaktererne at meget af den selvfølgelige humor ligger, for tag ikke fejl, denne film er sjov.

Spørg dig selv, hvornår har du sidst været inde og se en film som bare var sjov, som fik dig til at have det godt med dig selv, din familie, dine venner, som på trods af et tykt tæppe af endeløse opfindsomme jokes rammer dig et alvorligt sted i hjertekulen. Derfor virker det også utroligt nærigt at sige at filmen næsten var for sjov. Faktisk var den så sjov, at man kan blive lidt træt af det hen mod slutningen.

Den første film havde den rette mængde humor og action, men her tippes der lidt for meget til den humoristiske side. Alle actionscener prøver at være sjove, og man kan ikke nå at trække vejret imellem alle de jokes og gode øjeblikke som filmen byder på, og med det tempo filmen har med at få fortalt sin historie, sidder man næsten tilbage med åndenød. Selv når rulleteksterne kører bliver der fortalt en lille historie i baggrunden som er fin, men den bliver afbrudt af intet mindre end fem postcreditsscener, som hver for sig selv viser et utroligt overskud fra filmskabernes side, når det kommer til at vise, hvordan denne verden hænger sammen og får dig til at føle endnu mere for karaktererne.

Alt i alt er det sjovt og godt, men man må spørge sig selv: ser man en sketch-comedy film eller en actionkomedie? Svaret er uklart, men det skal siges at det på ingen måde er en dårlig film. Tempoet i den er bare så voldsomt til tider, og der mangler nogle naturlige pauser til at trække vejret i. De scener der kunne gøre det, var i forvejen så fyldt med fantastiske gæsteoptrædener, såkaldte ’easter eggs’ eller fulde af følelser at jeg personlig kunne tælle tre gange, hvor jeg måtte tørre mine våde øjnene. DAMN YOU MARVEL, du får mig til at grine og græde på samme tid!!!

På trods af at Guardians of the Galaxy har travlt, så er det også den eneste anke ved filmen, og hver gang jeg prøver at tænke over om den har nogle svage sider, bliver det alligevel til en styrke for filmen som helhed. Den er på mange måder også bedre og mere helstøbt end den første film, og fungerer som en selvfølgelig forlængelse af det univers man kender i forvejen. Personligt håber jeg på en drejning mod det mere seriøse i næste film, for der må da være en grænse for hvor sjovt man kan have det med en film.

Guardians of the Galaxy vol.2 har premiere d. 27/4

Leave a Reply

Your email address will not be published.