To af Danmarks mest elskede filmskabere, Wikke og Rasmussen, er tilbage med familieeventyret ’Gooseboy’.

I ’Gooseboy’ møder vi drengen Viggo, der som mange andre på hans alder, forsvinder ind i computerverdenens virtual reality, hvor han flyver højt over bjergerne som en gås på vej sydpå. Tilfældigvis crash-lander netop en gås på hans altan og har grundet det hårde fald mistet sin gåsestemme – men opnået en menneskestemme. Gåsen, der bliver kaldt for Nissemand, er desperat for at finde tilbage til sin flok, men den brækkede vinge gør det svært, og derfor må Viggo hjælpe sin nye ven. Sammen, begiver de to sig ud på et farverigt og syngende eventyr, der tester Viggos evner til det yderste.

Filmen er skrevet og instrueret af makkerparret, Wikke og Rasmussen, der også står bag farverige børnefilm som ’Flyvende Farmor’ og ’Hannibal og Jerry’. Kendetegnende for de to, er det farvestrålende univers fyldt med sang, musik og kendte skuespillere i mindre roller – og ’Gooseboy’ er ingen undtagelse! Viggos VR-verden er præget af Ørestadens steriliserede arkitektur og grå farver, men så snart han kommer ud på sin dannelsesrejse er skoven og menneskerne han møder, præget af varme farver og eventyrlige landskaber.   

Wikke og Rasmussen lader deres to hovedpersoner henlægge adskillige kilometer, som alle bliver fyldt med musikalske indslag og humoristiske biroller. Rasmus Bjerg og Søren Malling giver den gas som syngende togkontrollører, Caroline Henderson som den peberrodsspisende Blåbær-Maja og bl.a. Klumben og Pharfar dukker op som de country-syngende værkstedsmekanikere.

Filmens store helt er dog Mads Geertsen, af de fleste kendt som Onkel-Reje, som er stemmen bag Nissemand. Hans jyske dialekt og flotte stemmearbejde får skabt en humoristisk personlighed i form af en gås, der intet ansigtsudtryk har.

Musik og sang er og har altid været, et essentielt element i Wikke og Rasmussen film, hvor flere af sangene er blevet solgt i over 30.000 eksemplarer. I ’Gooseboy’ har de to skrevet tekster til intet mindre end otte nye sange, heriblandt ’Bornholmer Burger’ og ’No Billetto’.

Bag ved de eventyrlige bjerge gemmer sig dog et budskab. Et budskab, om ikke at gemme sig på værelset i den virtuelle virkelighed, men i stedet komme ud i naturen og interagere med virkelige mennesker. Budskabet er ikke til at overse, men skal naturligvis også fange børn i alle aldre.

Filmen er uden tvivl beregnet til børn i 4-12-årsalderen, men hvis man stadig har fantasien i behold, har man ingen problemer med at nyde Viggos og Nissemands eventyr. Så udstyr børnene med den største pose popcorn og nyd Wikke og Rasmussens eventyrlige nye indslag.

’Gooseboy’ kan ses i biografen fra d. 3 oktober

Michael Wikke & Steen Rasmussen   /   Danmark   /   2019   /   Familie   /   Spilletid: 87 min

Leave a Reply

Your email address will not be published.