På trods af et negativt syn på krimigenren har den nyeste film om Afdeling Q’s traumatiserede politibetjent Carl Mørck efterladt en pulserende erektion over dansk film hos denne anmelder. Alligevel er den ikke banebrydende, så hvad skyldes denne pludselige ophidselse?

Personligt anser jeg krimibølgen som en uendelig dynge affaldslitteratur af ensartede historier skrevet på den mest amatøragtige måde, dog har nogle krimier fanget min interesse, men Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q har aldrig fanget mig synderligt. Selvom jeg udbryder med spontan byldepest ved tanken om at åbne en af disse bøger, må jeg indrømme, at filmene tiltaler mig i høj grad. Derfor valfartede jeg sammen med de andre krimikultur-lemminger ind i biografens mørke på en doven søndag for at se den tredje i film om Afdeling Q: Flaskepost fra P.

Filmen starter med politibetjenten Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas), der har isoleret sig fra sin omverden. Han bliver hevet tilbage til arbejdet af sin partner Assad (Fares Fares), da en flaskepost med en desperat besked bliver fundet. Dette er startskuddet på en hæsblæsende jagt mod tiden og Mørcks personlige dæmoner, da flaskeposten afslører en aktiv kidnapper og seriemorder (Pål Sverre Hagen), der udvælger sine mål blandt børn fra små kristne kultsamfund i Jylland.

Flaskepost bad guy

Filmen starter og slutter lidt skævt, da der lader til at være en masse information om karaktererne Carl og Assad, man som seer ikke får adgang til, hvilket let kunne blive et gennemgående problem i filmen. Skuespillerne forsøger på bedste vis at inkludere seeren, og i sidste ende er det skuespillernes bundsolide præstationer, som bærer hele filmen, der i værste fald kunne have mindet om et dårligt afsnit af den danske krimiserie Forbrydelsen. Efter 10 minutter er seeren således blevet varmet op, og filmen begynder sin sensuelle forførelse, som man ikke ønsker stopper.

Nikolaj Lie Kaas beviser endnu en gang, hvorfor han er en af Danmarks bedste skuespillere, og formår at vise os den menneskelige og humoristiske side af en mand, som plages af sin mørke fortid. Alt imens forfører Pål Sverre Hagen (muligvis en af mine nye yndlingsskuespillere, OMG!) seeren og lader os fatte sympati for en kølig, velovervejet seriemorder, der bevæger sig på kanten af et totalt psykotisk sammenbrud, hvis blå øjne får de små hår til at rejse sig i nakken. Selvom alle præstationer holder 100%, er det især disse to, der brænder gennem lærredet sammen med Amanda Collin, som spiller personificeringen af en moders smerte på en så ægte måde, at mine tårekanaler blev omdannet til sprinklere.

flaskepostpSkuespillernes præstationer sammen med måden, hvorpå den er filmet, og dens høje tempo og medrivende plot er med til at holde en på kanten af biografsædet fra næsten-start til næsten-slut. Som sagt har den lidt problemer, men midten er en dunkende erektion af fantastisk dansk filmpræstation. Det bliver et solidt krimidrama, der med lethed kan rivalisere en Hollywood-produktion i samme genre, hvilket også skyldes et gennemgående tema om religiøs tro, dens healende og destruktive kraft samt bekæmpelse af ydre og indre dæmoner.

‘Jeg kan ikke sutte denne films pik nok, men Flaskepost fra P er som sådan ikke banebrydende inden for krimi-genren. Dog er formen bundsolid og kan sagtens konkurrere med Hollywood-standarder, da den også formår at være rørende, skræmmende, ja, decideret klam og uhyggelig, men samtidig indeholder noget af det bedste danske skuespil til dato.

4af6

About The Author

Med en bachelor i litteraturvidenskab, og en igangværende kandidat film- og medievidenskab, pløjer han sig gennem alle tænkelige nørdede discipliner. Dog holder han mest af tegneserier, og hvis du spørger ind til superhelte, så forbered dig på en time langt foredrag om, hvorfor Hulk kan tæske Supermand...

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.