Honey Boy er en film om fortiden, om hvordan den kan influere nutiden og hvorfor det er vigtigt at se den i øjnene. Den er skrevet af Shia LaBeouf ud fra egen livshistorie, og selvom han kan være en polariserende figur i Hollywood, er hans side af historien værd at se. Det handler netop om kunst og historiers magt over os, og hvordan vores egne historier kan drejes til styrke fremfor svaghed—og om hvor svært det kan være.

Filmen foregår mellem 1995 og 2005, hvor vi følger henholdsvis den 12-årige Otis’ kaotiske liv som børneskuespiller hvis anstrengte forhold til sin far bobler over i deres lille fælles motelværelse. Ti år efter er Otis på vej i afvænning—selvfølgelig. De to historier komplimenterer hinanden godt, og her ligger filmens sande styrke: at gifte fortid og nutid på en måde, der giver mere substans til begge. Hver for sig virker de to perioder fint—med barndomshistorien i førersædet—men det er kun i sammenlægningen at filmen for alvor giver genlyd.

Præmisset er ikke det mest nyskabende på nogen måde, og det afhænger i høj grad af den narrative strukturs evne til at sammenkoble hvad ellers ville være to noget nedtrådte troper til en større helhed, men det formår Honey Boy med manér.

Skuespillet arbejder også på overtid. Shia LaBeouf spiller den dysfunktionelle far til Otis, som i sin unge version udgraves med finesse af Noah Jupe, mens den ældre, noget mere kæntrende Otis optages af Lucas Hedges. Det er en trio af umådelig kunstnerisk evne, og samspillet mellem far og søn er specielt vellykket, med præstationer der ophæver materialet med hver replik. Hedges gør hvad han gør bedst—en vildfaren ung mands rejse bliver skitseret med dramatisk flair og en menneskelig, empatisk egomani der for alvor sætter fortidens rejse på spidsen.

Alma Har’el instruerer med vægt på skuespillet, og det er præcis hvad filmen behøver. Hvis metaforene kommer lidt for langt op i ansigtet—hvilket er konstant—forstår vi alligevel godt at der er et lag under det. Det er dog ikke en uigennemsigtig film. Alt skæres ud i store, fine stykker pap, og det er svært at forestille sig at der er lige så meget at finde i filmen som den selv serverer med ihærdig utålmodighed.

Man kan godt sige at Honey Boy er en film om Hollywood-maskineriet og børneskuespil, eller man kan påstå at det handler om at finde sig selv i en verden der ikke altid gør det let. Man kan sågar sige at det handler om afhængighed og nedarvet personlighedsgæld. Men det strukturelle fokus på det give/tage forhold mellem fortid og nutid er filmens sandeste sjæl, og det er her at både skuespil, instruktion, fotografi og manuskript ophæves i denne tilpas korte, men veludførte film.

Struktur og skuespil trækker en halvlunken historie med mangel på finesse op fra at være bare god nok. Hvis du går ud fra Honey Boy med både vrede og forståelse overfor karaktererne, så har det virket. Det gjorde jeg.

Instrueret af Alma Har’el. Filmet af Natasha Braier. Manuskript af Shia LaBeouf. Medvirkende: Noah Jupe, Shia LaBeouf, Lucas Hedges, m.fl. Spilletid: 1t 34m

Leave a Reply

Your email address will not be published.