Forventningsbarometeret var sat på ”meget lav”, da Metronauts anmelder skulle ind og se endnu et forsøg på at genoplive en gammel klassiker, og efter en sommer fyldt med skuffende remakes, reboots og sequels var de lave forventninger lige det, der skulle til for at kunne nyde Fars Sygt Fede Bilferie.

Historien er som følger; vi møder den nu voksne Rusty Griswold (Ed Helms fra bl.a. The Hangover og den amerikanske udgave af The Office), en velmenende, men lidt kedelig familiefar, som forsøger at samle sin dysfunktionelle familie ved at gentage den katastrofale bilferie, han var på med sin familie som barn i 1983 (Fars Fede Ferie) for at besøge Walley World.

Som forventet kommer de ud for alverdens ulykker på deres vej, hvor de bøvler med en albansk udlejningsbil fyldt med uforklarlige funktioner og billige GPS-grin, jages af en gal, pædofil trucker, besøger tante Audrey og hendes veludstyrede super-mand (spillet af Chris Hemsworth fra Thor) og mange flere set-ups, der involverer lort, bræk, offentlig sex og slow motion-familieslagsmål. Hvis du synes, det lyder dumt, så er vi enige, men det er vel det, man kan forvente af en moderniseret udgave af familien Griswold på tur.

Fars-sygt-fede-bilferie-2

Det er en film, der forsøger at indsætte så mange komiske slapstick og pikante jokes som muligt i en løst sammenhængende historie involverende de forskellige lokationer, familiemedlemmer og folk, de møder undervejs. Der er rigtig mange tåkrummende scener, og mange vitser falder til jorden i kraft af deres dumhed, men der er også forbløffende mange øjeblikke, som rammer plet, og det får filmens præmis som en voksenkomedie til at virke.

Ed Helms og Christina Applegate (fra Vores Værste År) kan deres komiske håndværk og leverer en standard, men underholdende præstation som Far og Mor Griswold. Deres sønner, syntes jeg, virkede super godt, med en nørdet, følsom storebror, der trynes af sin lede drengerøv af en lillebror. Filmen er spækket med gæsteoptrædener af varierende success og scener, der kommer til at brænde sig fast på øjenhinderne af sarte sjæle.

Årets klammeste brækscene leveres på et dumt “College WipeOut”-præmis, hvor moderen, også kaldet ”Debbie Do Anything” i sine unge dage (en klar reference til de klassiske pornofilm ”Debbie Does …”), skal bevise, at hun stadig kan leve op til sin vilde fortid og gennemføre en øl-forhindringsbane. Som sagt – det er et dumt set-up, men det leveres med så stor effekt, at man kun kan grine og græmmes på samme tid, også når de efterfølgende tømmermænd rammer. Det kan man godt sige om mange af filmens scener: de er dumme og overdrevne, men formår (nogle gange) at vække pinlig latter, hvilket er det, vi er kommet for.

Fars-sygt-fede-bilferie-1

I filmens start påstår Rusty Griswold, i en meta-scene adresseret til publikum, at denne familietur sagtens kan stå alene og ikke er en gentagelse eller en genskabelse af de gamle familieferier. Men filmen læner sig dog op ad de klassiske film, med lånte scener, temamusik (Holiday Road – for dem, der husker de originale film) og optræden fra både Chevy Chase og Beverly D’Angelo (den ”originale” Griswold-familie) og deres ikoniske Griswold-familieferiebil. Filmen leverer sommerferiegrin  i bedste ”farhumor”-stil, og de formår endda at give karaktererne lidt udvikling som familie undervejs igennem deres prøvelser, og for en familiefar som mig virker den pinlige og pinagtige farhumor, som den skal.

Det er ikke en film, der kommer til at høste store priser for skuespil, historie eller kulturel relevans, men det er en befriende og meget grov underholdning for dem, som kan se igennem fingrene med toilethumor og overdreven, grov, fysisk humor.

3af3

Leave a Reply

Your email address will not be published.