Gysergenren er generelt lidt svær at tage alvorlig, og det er nok også derfor, Evil Dead-trilogien, der endte i mere komedie end gys, med tiden har fået så stor en kultstatus.

Vi er tilbage i starten af halvfemserne, da jeg blev introduceret for Sam Raimi og Bruce Campbells Evil Dead-serie. Jeg var på højskole og gjorde alle de ting, man gør som 18-årig, når man er langt væk hjemmefra i et halvt år. Nu har jeg altid været en slacker, så dét at være vågen hele natten og se film var ikke nyt, men jeg fik udvidet min horisont med en masse mærkelige film og musik. Bl.a. var der Lars-gutten, der havde alle tre Evil Dead-film med på glorious lowdefinition VHS.

Evil Dead fra 1981 definerede universet med Bruce Campbell som Ash, hytten i skoven og den hudindbundne dødebog Necronomicon. Efterfølgeren kom seks år senere i 1987, Evil Dead II, og fortsatte sådan set bare, hvor den første slap, dog med en mindre heldig redigering, der gjorde, at mange (mig selv inklusiv) i lang tid troede, det bare var en slags genindspilning af etteren. Så blev bøtten vendt på hovedet i 1993, da tredje kapitel kom, Army of Darkness, der sendte Ash tilbage i tiden til det 13. århundrede – sammen med sin bil og motorsav. Og det var alt sammen himmelråbende fantastisk.

Army of Darkness

I 2013 lavede de så en reboot af Evil Dead, som klarede sig rimelig godt i biograferne. Jeg har ikke selv fået den set endnu, men husker tydeligt én scene i traileren, der fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen (dén med tungen!). Dog virkede det, som om de gik væk fra det koncept, der havde fået de originale til at virke så godt, og bare fokuserede på rendyrket chokgyser.

MEN NU … NUUUUU er Ash tilbage!!! Den rigtige Ash – i skikkelse af gode gamle Bruce Campbell.

Ash-vs-Evil-Dead-Ash-og-Vennerne

Sam Raimi (som for alvor slog igennem, da han instruerede Spider-Man-filmene) og Bruce Campbell har sat sig for at fortsætte historien her tyve år efter sidste kapitel. De har fået TV-stationen STARZ med på ideen, og om små to måneder ruller første afsnit af i alt ti hen over skærmen i USA (og vi kan formentlig se den herhjemme meget kort tid efter). Den første trailer til serien har netop ramt nettet – og du kan se den herunder.

TV-serien skal ses som en direkte efterfølger af de originale film – blot er der gået 30 år. Ash har gemt sig i en trailerpark og gjort alt for at undgå det ansvar, der hviler på hans skuldre. Men da monstre pludselig begynder at poppe op overalt og truer med at æde hele verden, er Ash nødt til at tage sig sammen og stå ansigt til ansigt med sine dæmoner – både de personlige og helt bogstavelige.

Ud fra traileren ser det ud til, at vi har en Ash, der er i hopla, og jeg glæder mig personligt meget til at følge hans nye bloddryppende og monstersmadrende eventyr.

About The Author

Skribent

Kim elsker film, tv-serier og tegneserier, og ville ønsker der var 36 timer i døgnet, så han også kunne få tid til at spille computerspil, høre musik m.m. Kim bor i Hjørring, og er til daglig grafiker og PR-ansvarlig på Vendsyssel Historiske Museum.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.