Det er over fem måneder siden, den første teaser til Star Wars VII – The Force Awakens (“Kraften Vågner”?) ramte nettet og satte gang i ophedet diskussioner nørd og nørd imellem.

De to ting, de fleste opponerede imod, var 1) det nye tredelte lyssværd og 2) den sorte stormtrop. Men der er selvfølgelig masser af ting, der kan – og sikkert vil – gå grueligt galt, når vi sidder på første parket d. 18. december med cola, popcorn og tårer i øjnene.

Hvis DU er helt gejlet op til forestillingen om, at de nye Star Wars-film kan skrue tiden tilbage, til før verden gik af lave med “the prequels” og George Lucas’ fatale “re-mastering“, så læs med her, når Metronaut tager nej-hatten på, sætter sig i djævlens advokats sæde og guider dig til, hvorfor du bør grue de nye film.

5) Den nye superskurk er superlatterlig.

Lad os starte med skurken. Kylo Ren er hans navn, og det lyder i bedste fald som navnet på en lystig teenager fra en japansk anime. Ud over at være udstyret med et upraktisk lyssværd med ”laser-parerstang” har han også fået en sort maske, der ligner noget fra en b-film fra 1980’erne (fra de billige film, der prøvede at efterligne Star Wars – meget meta-agtigt, egentlig.). Kylo Ren (altså… det navn!) er spillet af Adam Driver, og på det foto, der dukkede op forleden fra Vanity Fair, ligner han en lille forsmået emo-dreng, der ikke vil gøre, som mor siger. Bu-huu. Han ligner en billig wannabe-Darth Vader (klædt i sort fra top til tå) – og er det også dét, han er? Er det ham, der gemmer på Vaders gamle udbrændte hjelm stående på en piedestal i den seneste teaser-trailer?

Kylo-Ren-emo

Emo og 80’er stil er in i år.

4) Det nye comic relief – robotten BB-8 – er åndsvag.

Pre-quelsene havde Jar Jar Binks, C-3PO og R2-D2 som latterlige klovne, der fjollede rundt og lavede fald-på-halen-komik, som kun børn under 5 år kunne grine af. Og det ser ud til, at vi skal trækkes med endnu en omgang comic relief i automata-format – den kuglerunde BB-8, som de massehysteriske nørder dog allerede har kaldt ”cute”. Men hvorfor dog? Hvilken praktisk anvendelse kan en kuglerund robot have? Og hvor ér den dog uoriginal – er det virkelig det bedste, det kreative hold kunne komme op med? En rund R2-D2? Man græmmes.

BB8

Se nogle KUGLER på den robot!

3) Den paniske angst for at virke køns- og racediskriminerende.

Rey-Finn-Phasma

Politisk korrekthed 101

Det har været en standing joke, at George Lucas’ galakse langt, langt borte har været befolket af mænd, mænd og mænd – mandelige mænd med hår på brystet, som står op, når de pisser. Hvor mange kvindelige karakterer med taleroller var det lige, der var med i de originale film? Mindre end hvad der kunne tælles på én hånd. For slet ikke at tale om de sorte…  Men NU, hvor Disney betaler ballet, så skal der fandme være noget for alle.

I panisk angst for at blive stemplet som køns- eller racediskriminerede har vi nu både en ung kvinde (Natalie Portman-klonen Daisy Ridley, der spiller Rey) og en ung sort mand (John Boyega som Finn) i hovedrollerne! For slet ikke at nævne den nye ”super stormtrop”, Captain Phasma, som spilles af Gwendoline Christie. Og JJ Abrams og Disney har lovet, at der kommer endnu flere kvinder i rollerne, end dem vi kender til nu. ENDNU FLERE!!!

Jeg tror ikke, der er nogen, der kan have noget imod at se stærke kvinder og ikke-hvide skuespillere i hovedrollerne, men det virker IKKE som en kreativ og naturlig måde at fortælle en Star Wars-historie på, men snarere et politisk behov for at opfylde en forudbestemt køns- og racekvote. Det virker ærligt talt så søgt, at det er til at brække sig (en lille smule) over.

Og skyder Disney sig ikke i foden ved i den politiske korrektheds navn at sige, at Star Wars nu er befolket af sorte, hvide og ”rumvæsner”? Hvor er asiaterne? Hispanic? Hvor er den kornsunde, blonde, blåøjede og storbarmede skandinaviske pige? HVOR?!?

2) J.J. Abrams er en ualmindeligt umindeværdig instruktør.

JJ Abrams clownJ. J. Abrams er om noget synonym med kæmpe store, men ualmindeligt umindeværdige blockbustere. Han har enten instrueret, produceret eller skrevet en lang række af de store CGI-tunge film, vi har set de sidste 10-15 år, som alle har været sådan lidt meh, når det kom til stykket. Armageddon, Mission Impossible 3 og 4, Cloverfield, Super 8 og de to Star Trek-film. Alle film, der bygger på udbrændte klichéer, og som ikke har haft én eneste original idé. Tju-bang, kammerat, og så fikser vi plothullerne i postproduktionen med lidt lens flare!

Og så kan man jo spørge sig selv, om det er et godt tegn, at han overhovedet ikke havde lyst til at lave Star Wars, da han blev tilbudt opgaven. Først lang tid efter overgav han sig – penge ér jo penge, har han nok tænkt.

1) Same old – same old.

The number one reason, hvorfor Star Wars 7 bliver elendig, er nærmest en opsummering af de fire tidligere punkter: vi har set det hele før. Godt nok har vi kun to små teasere og en lille bunke fotos at forholde os til, men det, vi har set indtil nu, har været små variationer af det, vi har kendt til siden 1977. Det er kassetænkning af værste skuffe, at de tre verdener, vi har set indtil nu, har været ørkenplaneten Tatooine (åh, undskyld, jeg mener ”Jakku”), en sne-verden (Hoth, come on) og så lige lidt Naboo-agtigt flod og frodig skov.

Ny, uoriginal vin på gamle flasker. Jamen, hvor ér jeg dog imponeret.

Vi har et helt univers at gå på opdagelse i, og så er det bare same old-same old. Selv figurerne, altså de nye, ligner kopier af noget, vi har set før. Oscar Isaac, som spiller den højtråbende rebelfighter ”Poe Dameron”, ligner og opfører sig som en Han Solo Junior (hey, wait a minute…).

Poe-Solo

“Wuuuu, far?” – “Wuuuu, ja, sønnike, hvad er der!” – “Wuuuu, hvornår skal vi spise?” – “Wuuuu, spørg mor!” – “Wuuuu, okay.”

Og billedet af ”Maz Kanatas rumpirater” ligner en flok ubrugte udklædninger fra Jabbas palads.

New Jabba

Genbrug fra Jabbas palads?

Så altså, alt i alt – intet nyt under solen. Blot variationer af ting, vi har set igen og igen.

For god ordens skyld får du lige de to teaser-trailere, der pt. er kommet:


Hvad synes du?

Selvfølgelig har vi ret i de ovenstående punkter, men hvis du alligevel skulle gå hen og have en marginalt anden opfattelse, er du velkommen til at skrive en kommentar herunder. Så skal vi nok efterfølgende korrigere dig, så vi alle er på samme side.

About The Author

Skribent

Kim elsker film, tv-serier og tegneserier, og ville ønsker der var 36 timer i døgnet, så han også kunne få tid til at spille computerspil, høre musik m.m. Kim bor i Hjørring, og er til daglig grafiker og PR-ansvarlig på Vendsyssel Historiske Museum.

Related Posts

2 Responses

  1. Jesper Rasmussen

    Der mangler umiddelbart argumentet “Den er ikke lavet i 80’erne, hvor jeg var barn – og bliver dermed elendig, da jeg ikke har et pladder-sentimentalt forhold til den på forhånd”.

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.