Den ikke specielt imponerende 2008-monsterfilm Cloverfield får nu en fortsættelse… af en slags. Og den ser FED ud!

I Cloverfield møder man en lille gruppe venner, der tager af sted fra en fest og ud i New Yorks gader, mens et monster raserer byen. Den ene af vennerne har et lille håndholdt videokamera, som han – af mærkelige årsager – optager alt, hvad de siger og gør, med.

Filmen var lavet på det koncept, der hedder ”found footage” – altså spillefilm, der skulle se ud, som om de er lavet på baggrund af ”fundne” amatøroptagelser. Dette koncept har en del år på bagen, hvor den første, der rigtigt gjorde brug af knebet, var Kannibalmassakren (Cannibal Holocaust) fra 1980. Den kommercielle succes kom i 1999 med The Blair Witch Project, og siden har vi set film som Paranormal Activity, Monster, Chronicle og norske Troldejægerne.

Personligt har found footage-film aldrig virket på mig. Jeg kan simpelthen ikke komme ud over, hvor urealistisk det er, at nogen vil rende rundt og optage alt, hvad de foretager sig. Derfor er jeg også lykkelig for, at Cloverfield-fortsættelsen ikke benytter sig af found footage.

Det er dog ikke en direkte Cloverfield 2, vi får (heldigvis), men mere en ny film, der foregår i det samme univers. Det er bl.a. JJ Abrams‘ (ham fra Star Wars) selskab Bad Robot, der står bag, og JJ udtaler til Collider, at:

“The idea came up a long time ago during production. We wanted to make it a blood relative of Cloverfield. The idea was developed over time. We wanted to hold back the title for as long as possible.”

… nårh ja, filmen kommer forresten til at hedde: 10 Cloverfield Lane.

Ud fra den trailer, der er dukket op på nettet her til morgen, kan man se, de (heldigvis) er gået væk fra found footage-konceptet og i stedet præsenterer os for en “almindelig film”. Traileren foregår i en bunker, og vi møder kun tre personer, og det ser ud til at være et ret psykologisk intenst drama. En kvinde vågner op i en bunker/kælder sammen med to mænd, hun ikke kender, og får at vide, at verden udenfor ikke længere eksisterer.

På rollelisten på IMDB ser vi bl.a. Mary Elizabeth Winstead, John Goodman og John Gallagher Jr., og ud over dem er der kun fem andre skuespillere krediteret. Altså et meget lille cast.

Filmen har været hemmeligholdt, hvilket har kunne lade sig gøre, idet den er indspillet under et falsk filmnavn, Valencia, og formentlig kun er optaget i et lille studie. Filmen har allerede premiere i USA om to måneder, d. 11. marts.

About The Author

Skribent

Kim elsker film, tv-serier og tegneserier, og ville ønsker der var 36 timer i døgnet, så han også kunne få tid til at spille computerspil, høre musik m.m. Kim bor i Hjørring, og er til daglig grafiker og PR-ansvarlig på Vendsyssel Historiske Museum.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.