Hvis du er fan af den enorme franchise som Marvel Studios har skabt på det store lærred, så er den enogtyvende film i det cinematiske univers klar til servering – og sjældent har det været så meget Marvel, som Captain Marvel. Titlen lever op til indholdet på godt og ondt.

Udover en lille smagsprøve i sidste års Infinity War har vi ikke hørt meget til denne superhelt – den første kvindelige af slagsen som får lov at få sin egen film (og mon ikke også flere) – men vi starter faktisk over et årti før Iron Man satte fut under fejemøget og kickstartede Avengers-projektet, både på og uden for biografsalen. Vi skal tilbage til ’90erne så det vil noget.

Heldigvis er Captain Marvel ikke proppet med halvhjertede referencer til Disneys største hits fra det årti, på trods af masser af gode, og knap så gode, popkulturelle vidnesbyrd. Undertegnede ærgre sig over at netop denne film ikke kunne unde os en enkel hentydning til The X-Files, men det er en anden sag.

Filmens idealer om hvad der er sejt sejler lidt i egen sø, måske et mærke af ’90er relieffet det er sat i, og det fremkalder tropelignende forgudelser af forældede former for hvad der er sejt, inklusiv militær forgyldelse og en tyndt sløret allusion til flygtningekrise og grænsekonflikter som har raset siden da, men det er måske et produkt af tidsperioden den er sat i fremfor hvornår den er filmet – i så fald fungerer det bare ikke, især ikke når det påtager sig kvindekamp oveni.

I det store og hele er Captain Marvel en reelt god tilføjelse til det forhøjede univers, som jo snart kulminerer med dette års Avengers: Endgame, men det formår den tildels at være ved at ligge sig tæt op til sine forgængere. Med en ung Nick Fury i togt bliver vi, for i hvert fald tredje gang, introduceret til verdenen af superhelte – sammen med Captain America: The First Avenger og den udvikling der startede med Iron Man er vi vidst også ved at være i bunds med udviklingen af netop den organisation, men det virker nu ikke desto mindre som en god, nærmest nostalgisk tilbagevenden til starten på det hele, og især fans af franchisen vil sætte pris på det sted i ”mytologien” som Captain Marvel dækker over.

Men Marvel-logoet er et tveægget sværd, for nok så god som franchisen kan være (og som undertegnede mener at Infinity War gjorde den), lige så middelmådig har mange af de enkeltstående film været. De bosætter sig i sammenhængen, ikke i det enkelte, og også det lever Captain Marvel op til: der er faktisk meget lidt historie her, udover en helt generel ”origin story” som vi kender det bedst, hentydninger til det etablerede univers og karakterer som vi mere end en smule fornemmer at være første udkast af en udvikling, der nok skal nå at dække en del … på længere sigt.

Effekterne raser og vittighederne flyver – dog ikke så højt som i tidligere Marvel film, og det er faktisk et frist pust. Hvis bare dramatikken kunne følge med. Men narrativet bliver utvetydigt gennemsigtigt og formularisk. Filmen lider ikke under ”trailer-syndrom” idet, at den godt kan stå alene, men som den enogtyvende ankomst ved vi nok godt hvad vi skal forvente: her er hverken nyskabelse eller kulmination, kun brobyggeri til endnu mere Marvel.

Captain Marvel går march til franchisens hornmusik, og det gør den egentligt ikke nogle tjenester. Fans får hvad der er lovet, og vi andre burde nok have luret den efter så mange film, og selvom filmen faktisk gør det udmærket er den stærkt præget af at være en del af noget mere til sådan en grad, at den ikke står alene så godt som den måske burde.

Instruktør: Anna Broden og Ryan Fleck. Medvirkende: Brie Larson, Samuel L. Jackson, Ben Mendelsohn, Jude Law, Annette Bening m.fl. Spilletid: 124 minutter. Set og anmeldt i IMAX 3D

Leave a Reply

Your email address will not be published.