Først var det Queen. Så blev det Elton John. Så rundede vi The Beatles. Denne gang er turen så kommet til Bruce Springsteen – og hvor de andre hyldede og gjorde ære til deres musikalske forbilleder, er denne som at få serveret en hård karamel i håbet om at få serveret en creme brulée.

Når en film starter med at hovedkarakteren siger til hans bedste ven: ”På trods af alt, er vi de bedste venner”, så er det ikke et godt tegn – og det bliver ikke bedre herfra.

En film med de bedste intentioner og fyldt med hjerte og engagement, bliver til en spektakulær og klodset fiasko på alle måder. Historien om en ungt første-generations barn af pakistanske forældre i Thatchers England og den trøst han finder i Bruce Springsteens musik bliver overskygget af et ufatteligt tyndt manuskript, elendige fortællermæssige beslutninger, og et indtryk af, at instruktøren ingen idé havde til, hvilken historie hun ønskede at fortælle.

Er det en musical? Nogle gange. En kommentar til immigration i England? Ofte. En klage over Thatchers England? Til tider. En inspirerende historie om uafhængighed? Tjo. En modigt tag på kærlighed på tværs af racer? Næh. Et katalog af Springsteens sange til at overskygge det elendige manuskript? 100%!

For på trods af solide præstationer fra de unge drenge, som spiller hhv. Javed og Roops, springer filmen fra den ene store begivenhed til den anden, men dvæler aldrig ved nogen af dem. ”Hvordan skal vi betale for brylluppet” spørger den bekymrede far, der netop er blevet fyret fra sit arbejde. Moren beroliger ham og siger at han nok skal finde en måde, for han er jo en god mand. Han får det bedre. Brylluppet opstår – ingen ved hvordan det er blevet betalt – men vi får aldrig dette omdiskuterede bryllup af se, da der foregår en neo-nazi march på den anden side af vejen og vores hovedkarakter er ude og købe koncertbilletter. Faren river billetter i stykker og koncerten bliver aldrig til noget. Javed vinder en stor konkurrence og bliver inviteret til en prestigefuld konference i Bruce Springsteens hjemby – men vi får ikke lov at se konferencen overhovedet. Af en eller grund er Roops også med på rejsen. I filmens verden betyder penge alt, men de to formår alligevel at bruge adskillige dollars i New Jersey uden at det bliver påtalt af filmmagerne.

Javed og hans digte bliver påtalt som var han reinkarnationen af Charles Dickens blandet med Shakespeares sjæl. Vi får det bare aldrig at se. Han skriver også sangtekster til sin ”bedste ven” og nabo, men aldrig nogle vi får at høre.  

Det er sekvenser og plothuller som disse, som sammen med diverse britiske klicheer oversvømmer filmen fra start til slut. Specielt to montager får en til virkelig at krumme tæer: ’Dancing in the Dark’ får jordens mest kedelige markedsplads forvandlet til musikkens Mekka, alene fordi Javed går og synger til en af Bossens numre og Javed og Roops modtager hele byens kærlighed – en by, hvis borgere skriver hadeful graffiti om pakistanere på alle mure – da de to løber rundt og synger og danser til ’Born to Run’.

Af en film der skulle fungere som en hyldest til Bossen, bliver han i stedet gjort til bumsen. Hvis Springsteen var født til løbe væk fra Ashbury Park og søge et bedre liv, så er jeg født til at løbe langt væk fra den her film.

”The road of good intentions has gone dry as a bone”
‘We Take Care of Our Own’, Bruce Springsteen

Gurinder Chadha   /   England   /   2019   /   Feel-good   /   Spilletid: 114 min

‘Blinded By the Light’ kan ses i biografen fra d. 17 oktober

Leave a Reply

Your email address will not be published.