Indrømmet, jeg anede ikke, hvem Bill Plympton var, da jeg først hørte om ham via VOIDs festivalprogram.

Jo, jeg så MTV i døgndrift i de tidlige 90’ere og husker svagt nogle af hans skøre kortfilm, der kørte imellem musikvideoer, men var slet ikke klar over, hvor betydningsfuld og banebrydende manden egentlig er for animationsverden, før vi fik mulighed for at møde ham og se hans værker på VOID.

Hyldet som ”Kongen af Indie animation” og med rette beskrevet som Tex Avery på syre har Bill Plympton spyttet håndtegnede animationsfilm ud siden 80’erne, og han bliver bare ved. Han startede med små, surrealistiske animationsfilm og udviklede sin særegne stil med stadig større produktioner, hvor han selv har stået for størstedelen af håndværket i modsætning til de fleste animationsfilm, som laves af kæmpe hold designere, tegnere, farvelægnings- og animationsspecialister. Det er mildest talt imponerende at tænke på, at manden har siddet i sin lejlighed (senere studie) og håndtegnet og malet billede efter billede for at skabe animerede mesterværker, som har været nomineret og vundet adskillige præstigefulde priser.

På programmet var der intet mindre end 6 helaftensforestillinger og én samling kortfilm, og det var næsten ikke nok Bill Plympton for undertegnede, for når først man har fået smag for hans stil og absurde og til tider platte, visuelle vittigheder, er det svært ikke at have lyst til mere. Festivalen lagde ud med hans seneste film ”Cheatin’” (2014) om torsdagen, ”Idiots and Angels” (2008) om fredagen, fire film i streg om lørdagen – ”The Tune” (1992), ”I Married a Strange Person” (1997), ”Mutant Aliens” (2001) og ”Hair High” (2004) – og afsluttede med en samling kortfilm om søndagen. Tak skal I have!

At Bill var til stede ved samtlige fremvisninger (korte oplæg før visning, grundig Q&A efter afsluttet film og personlige, håndtegnede autografer med motiver fra de film, vi lige havde set til alle, der ønskede det) var en stor del af oplevelsen. Manden er uendeligt sympatisk, humoristisk og deler gladeligt ud af sine erfaringer og tanker bag hver film. VOID International Animation Film Festival og Bill skal have kæmpe ros for deres dedikation og tilstedeværelse, som gav tilskuerne et intimt og oplysende indblik i den kreative process og var med til at løfte det i forvejen forrygende festivalprogram op på et højere niveau.

IMAG1454b

Den Plymptonske animationsstil er helt hans egen. Med en blanding af gakkede, visuelle gags, sjove tankeeksperimenter og klassisk americana-musik væver han historier sammen til (næsten) helstøbte film, mens de andre gange føles mere som brudstykker af små idéer, der samlet danner en film. Det stemmer overens med den måde, han startede den vanvittige idé at selv håndtegne spillefilm. Efter at have sammensat alle sine små kortfilm indså han, at han med god vilje og masser af tid kunne producere helaftensfilm alene.

IMAG1447

På trods af hans status og anerkendelse i animationsverden indrømmer han selv, at hans film ikke altid er en kommerciel succes, især ikke hos de amerikanske distributører og publikum. Han forklarer selv, at det kunne skyldes hans åbne tilgang til sex og manglende moralisering, som puritanske amerikanere ikke ønsker i en animationsfilm. Det kunne også skyldes mangel på klare historier og klassisk narrativ, der skal til for at holde publikum engageret og sælge. Personligt er jeg  glad for at få lidt non-sequitur historier og animeret sex serveret på det store lærred, og det skader ikke, at det leveres med et surrealistisk glimt i øjet og god humor.

For ikke at gå kold i lange anmeldelser af hver film vil jeg kort ridse hver film op og starter med de film, jeg personligt nød mest.

  1. Idiots and Angels
    En bittersød film om en ondskabsfuld barflue, som får vendt op og ned på sin daglige rutine på den lokale bar, når han begynder at gro vinger, som modvilligt tvinger ham til gode gerninger. Musikken, stemningen og historien går op i en højere enhed og rammer lige i hjertet.
  2. The Tune
    Inspireret af The Beatles’ ”Yellow Submarine”, men med fokus på den særegne amerikanske musikstil får hovedpersonen, Del, 47 minutter til at levere en hitsang til hans ondskabsfulde chef Mr. Mega. Dette resulterer i en surrealistisk musikalsk rejse, hvor Del møder skøre karakterer, deriblandt Flooby Noobys (det er en idyllisk by) borgmester, en næseløs taxichauffør, en Elvis-imiterende hund og andre, der hver har sin tilgang til sangskrivning og genre. Det er skørt, melodisk, farverigt, og jeg nynner stadig ”Flooby Nooby”-sangen når jeg mindst forventer det.
  3. Mutant Aliens
    En sci-fi-fabel om en astronaut, der strander ude i rummet som følge af rumagenturets skumle plan om at høste sympati og økonomisk støtte omkring deres rumprogram. Da astronauten mange år senere vender tilbage til jorden med en lille hær af ”rumvæsener”, beretter han om sine eventyr i rummet, som bl.a. inkluderer en romantisk omgang med næsefolkets dronning, den store krig imellem næsefolket og andre legemsdele og zoofili-dyreavl i rumstråler. Den film er så herligt langt ude og et klasseeksempel på, hvorfor voksenanimation er så forstyrret og fascinerende.
  4. Cheatin’
    Bills seneste udgivelse og nok mest karikerede film, hvor personerne har svulmende muskler, smalle taljer og traditionelle kønsroller (noget, man kunne sige, generelt kendetegner hans tilgang til kønnene). Som med mange af hans film er dialogen på det mest basale med lange, larmende, sugende kys, gryntende mænd og stønnende damer. Det er en tragisk historie om kærlighed, troskab, misforståelser og hævn.
  5. I Married a Strange Person
    Måske den mest seksualiserede og absurde film på menuen. Da filmens hovedperson, Grant, rammes af et lyn i nakken under sex med sin nye hustru, får han magiske kræfter, der gør ham i stand til at bøje virkeligheden. Hans kone skræmmes af ham, hans svigerforældre hader ham, og han jagtes af en magtfuld, militariseret TV-konglomerat, og næsten alt og alle kopulerer med hinanden under den vilde jagt (forestil jer to tanks, der knepper… ja, det er med i filmen).
  6. Hair High
    Nok Bills største kommercielle satsning med et nogenlunde strømlinet plot, masser af dialog leveret af kendte skuespillere (Kung Fu og Kill Bills David Carradine, Sarah Silverman etc.). Det var den sidste Bill Plympton-film for undertegnede, og det kunne mærkes, at jeg havde været flere timer i ringen med mesteren, for jeg var mør og uimodtagelig. Historien om gymnasiets underdog, der forelsker sig i skolens mest populære pige og trynes af skolens quarterback og hans slæng var den pæneste, mest sammenhængende og mindst skøre film og for mit vedkommende den svageste helhedsoplevelse.

Det kan godt ske, Bill Plympton ikke er for alle. En af mine kammerater beskrev ham som en irriterende animator, der kun sammensætter film ud fra dumme, visuelle gags, men jeg er helt solgt ovenpå at se hans film, opleve manden live og blive godt og grundigt hjernekneppet i Cinemateket. Hvis I er nået helt igennem denne tekst og stadig har lyst til mere Plympton, kan jeg varmt anbefale hans foredrag om hans animationskarriere og hans dogme, når han laver film her:

Tror ikke, jeg kan takke VOID International Animation Film Festival nok for at introducere mig for Bill Plympton – det er herligt at møde og opleve en mand, der så passioneret, og som humoristisk svømmer imod strømmen.

IMAG1449

About The Author

Halvanden meter islandsk galskab som raskt tilegner sig nye hobbyer og trends. Faldt i tegneseriegryden som barn i 80’erne og har været afhængig af musik, tegneserier, bøger, film, konsoller, arkade-maskiner og radio siden han kan huske. Trives bedst i arkaden, til koncerter eller foran anlægget med familien.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.