I den biografaktuelle Peter Pedal følger vi den evigt nysgerrige abe og hans ejer, Manden med den gule hat, på eventyr i byen, rummet og i Afrika.

PeterPedal

Metronaut var igen så heldige at få fat i deres 6-årige ekspert på området for at få hans uforbeholdne mening om filmen.

 

Efter at Peter Pedal igen er kommet i uføre efter en drage-flyvetur i New York, der resulterer i en del forsikringssager, må den stakkels Mand med den gule hat skrue bissen på og lære den uforsvarlige abe, at forsigtighed er en dyd, og at eventyrenes tid er ovre. Men det kan ikke vare længe… Da Hal Houston fra rumagentur har en vigtig mission, der kræver en eventyrlysten abe, skal Peter Pedal trænes og sendes ud i rummet for at hente en dims, RDS’en (hvad end det er for en dims), for at Hal kan installere og bruge den dims til at styre dæmninger for “Projekt Stop Oversvømmelserne“.

PP

Grunden til, at det bedre kan betale sig at sende en abe ud i rummet end at bygge en ny dims, forklarer Hal, er, at den dims er så dyr, og de alligevel har en gammel abe-rumraket, så lad os få aben trænet og sendt af sted. Peter kommer i rum-træning og sendes på en rum-mission, men på tilbagevejen forvolder Peters evige leg en funktionsfejl, og raketten nødlander i Afrika – tilfældigvis lige hvor RDS-dimsen skal bruges, og rumagenturet og Manden med den gule hat må på en redningsmission for at finde Peter og RDS-dimsen samt redde Afrika fra oversvømmelser.

CG3_Sq05_Sc052_TK1

Peter Pedal er en harmløs film rettet mod det yngre publikum. Animationen følger fint den klassiske Peter Pedal stil, som både er farverig og simpel, og stemningen er rolig. Der er mange, fine sange og musikmontager, og selvom vi har gang i ret meget action (rumflyvning, nedstyrtning, vilde dyr der truer og tromler, oversvømmelser og en rutschebanetur), så er det aldrig skræmmende. I en tid, hvor der ikke kan være nok faretruende action og hæsblæsende tempo, selv i børnefilm, er det ret forfriskende at opleve en film, der serverer action roligt. Det har dog den slagside, at min 6-årige ekspertanmelder hurtigt mistede interessen efter rum-missionen og erklærede højt, da filmen sluttede: “den var kedelig!“. Heldigvis var der også en anden filmanmelder, der havde medbragt en 4-årig ekspertanmelder, og anmelderkorpset i salen kunne tydeligt mærke, at den 4-årige morede sig under HELE filmen.

PP2

Filmens historie er fint skruet sammen, der er en masse humor, og den indeholder sågar sjove referencer fra Apocalypse Now (haha!!). Manden med den gule hat indser også til sidst, at forsigtighed måske ikke altid er en dyd, at eventyrenes tid ikke er ovre, og at hvis bare man er åben og nysgerrig som Peter Pedal, kan man nå langt. Men for en 6-årig, der er blevet forskruet af at se Power Rangers og Axe Cop, slog filmen desværre ikke helt til.

353147635723827559245407

Peter Pedal – På eventyr i Junglen kan varmt anbefales som den første biograffilm for børn i alderen 2-5 år, men den knokler lidt med at fange og imponere ældre, mere fordærvede børn og voksne.

Metronaut:

3af3

6-årig ekspertanmelder:

2af6

 

About The Author

Halvanden meter islandsk galskab som raskt tilegner sig nye hobbyer og trends. Faldt i tegneseriegryden som barn i 80’erne og har været afhængig af musik, tegneserier, bøger, film, konsoller, arkade-maskiner og radio siden han kan huske. Trives bedst i arkaden, til koncerter eller foran anlægget med familien.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.