Franz og Fani er simple bønder i en afsides østrigsk by da anden verdenskrig bryder ud, og selvom krigen ikke hænger over deres idyl i form af bombefly eller pigtrådshegn, så er deres himmel den samme som krigen hærger under.

Det er bedre at lide under uretfærdighed end at forvolde det. Terrence Malick’s nyeste film, baseret på den rigtige historie om den trodsige Franz Jäggerstätter, tager den beskedne tematik og blæser skærmen op i tre timer med så meget svimlende skønhed at melankolien som følger med næsten helt forsvinder da lyset går op i salen.

Det er næsten en slags dommedagsfilm, og Franz’ oprivende rejse igennem et myrvar af moralske beføjdelser trækker konstant rødder fra en regulær regnskov af relevans. Da hans trodsighed skvulper over til decideret landsforræderi i øjnene på de nazistiske autoriteter får han valget om at redde sig selv: alt han skal gøre er at ændre sit standpunkt.

RG-37_07746.NEF

Men i A Hidden Life er Franz’ liv ikke blot hans eget, og han er urokkelig i sin overbevisning om nazismens ondskab og uretfærdigheden i at kæmpe i Hitlers hær.

Magien i så stille en film om så overdøvende kræfter og kampen imod dem sidder rodfæstet i det sanselige. Stop filmen på ethvert tidspunkt og gør klar til at finde guldrammen frem, for der er ikke et sekund her som ikke kunne hænge med ro i sindet på ethvert kunstmuseums vægge. Det er personligt, mikroskopisk, men ikke råt—ikke nogen håndholdt realistisk æstetik eller halvvejsløsninger, men dybt originalt. Og hele tiden forenes det mest himmelske med det mest jordnære på så mesterlig en vis, at man kun kan glæde sig til at se den fra start af igen.

Det er et kunstnerisk sjælelegeme der forfølger sin egen succes sekund efter sekund. Sjældent tør film fordybe sig så meget i eget udtryk, sjældnere endnu er det det hele værd.

At se A Hidden Life er som at gense verden ikke så meget fra et nyt synspunkt som fra flere synspunkt på én gang. Som om at det for alvor er en film hvor alt hænger sammen, på og uden for skærmen, og hvori verdens skæbne sættes op på et græsstrå og lades blæse i vinden. Efter en skeptisk start var jeg lige pludselig helt forgabt i virvaret på lærredet.

Det er op til Franz at redde verden fra en fjende der har gjort samvittighed til kujonens karaktertræk, men der er hele tiden mere, mere, mere i denne storslåede mikro-epic. Terrence Malick er næppe instruktøren for alle, og han har ikke tidligere overvundet mig fuldstændig (i en usynlig tvekamp han har været ganske uvidende omkring), men dén strid er ovre nu. Okay, Malick: jeg overgiver mig til dit mærkværdige, firnurlige, vidunderlige geni.

Hvis det mest ambitiøse man kan kaste sig ud i er den mindste smule perfektion, så får Malick alle mine stemmer for mestersæddet.

Leave a Reply

Your email address will not be published.