Det har været noget af et valgår i det amerikanske, og selvom november er lagt på hylden nu, har gruen fortsat stødt op til den næste deadline, indsættelsen den 20. januar. Den store fejring af demokratiet på den anden side af Atlanten har dog til alle tider været en guldmine for drama og intriger—Washington D.C. er så godt som hovedstaden for politikens mere dystre side, efterhånden. 

Hvis nyhedernes verden er for meget at kapere for tiden (og det er den), så er der dog mulighed for at trække foran skærmen og stadig nyde suset i fred og ro, uden at få trukket fremtidens aner ind over hovedet. Her er tre forslag til film om amerikanske præsidentvalg, som alle er funderet i virkeligheden—men stadig sparer os de værste kuldegysninger…

GAME CHANGE (2012)

Den sande (alt efter hvem du spørger) historie om John McCains valg af vicepræsident i 2008, guvernøren fra Alaska, Sarah Palin. Tidsnær både i og med at den blev sendt blot fire år efter valget den viser, men også som gyselig påmindelse om de mere populistiske tendenser der er at finde i dag i det amerikanske system. Her sættes den integritetsrige John McCain (Ed Harris) op mod hans egen kampagne i form af Sarah Palin (Julianne Moore), et løsrevent og eksplosivt tillæg til kampen om det hvide hus. Hendes indtogt både frustrerer og forvirrer de traditionsrige gamle mænd—og snart fortryder de alle sammen, at have bragt Palin ombord.

Julianne Moore giver en definerende præstation, der sætter selv Tina Feys humoristiske afbildning af guvernøren i relief, og både Ed Harris og Woody Harrelson slår hårdt til deres respektive roller som den reelle kandidat og strategen bag. På trods af kampagnens destruktive konturer, som ikke ligger skjul på en vis foragt for Palin fra instruktør Jay Roachs side, så er menneskerne stadig forrest på scenen. Det er ikke et angreb på Palin som person, men som kandidat, og filmen gør sig umage med at vise John McCains bedste sider. Om noget agerer Game Change en hård dom på vælgerne.

Kan streames på HBO Nordic. 

THE FRONT RUNNER (2018)

I Jason Reitmans film fra blot et par år siden giver Hugh Jackman en overbevisende præstation som Gary Hart, senatoren der i 1984 håbede på at blive den demokratiske kandidat til præsidentvalget på baggrund af progressive valgløfter, men hvis endelige kom som et lynnedslag for hans kampagne. En ujævn men ikke desto mindre fyldestgørende fortælling om mediernes rolle i valgprocessen, og hvorfor kandidaternes private liv nogle gange kan være lige så vigtige som deres politiske. Her udforskes en sløret grænse mellem politiker og menneske, politik og personlighed. En debat, som ikke har mistet relevans siden ’80erne, men som sættes i personlig relief for Gary Hart og hans hustru, Lee (Vera Farmiga), der udstiller konsekvenserne af en politikers liv med mere medfølelse end de fleste film—og måske mere end er fortjent.

Emnet er dog kun så interessant som det behandles i dette tilfælde, da Gary Hart-skandalen, i det store hele, ikke er mere end en fodnote i demokraternes lange, ikke så lidt triste historie på daværende tidspunkt. Heldigvis forstår filmen at holde sig til en passende længde og fylde skærmen flot ud, med en stil der matcher tidsalderen.

Kan lejes digitalt.

PRIMARY COLORS (1998) da. Præsidentkandidaten

Mike Nichols’ politiske komedie-drama opstod som en sammensmeltning mellem virkeligheden og fiktionen. Filmen er baseret på en halv-faktuel bog om Bill Clintons præsidentkampagne i 1992, og John Travolta spiller tydeligvis en halvt karikeret version af guvernøren fra Arkansas (modsat Emma Thompsons mindre åbenlyse Hillary), men navnene er ændret, Arkansas nævnes aldrig (med navn) og de små, men effektive komiske, opspil signallerer klart fiktion. 

Primary Colors handler dog reelt set om idealismens fald under politikkens banner. Henry Burton (Adrian Lester) bliver hyret til kampagnen og falder hurtigt for den karismatiske kandidat og politikken bag—’bare mød ham, og du vil føle det samme,’ siger han til skeptikere. Spørgsmålet er så bare, hvor længe den naive drøm om reel forandring kan holdes i live i en kampagne der er bagud fra start, og om Stanton (Travolta) i virkeligheden er idealismen værd. Udadstående en komedie, Primary Colors er ikke desto mindre lige så tragisk som noget andet—og så er tragedierne ikke udelukkende politiske. Filmen halter lidt sløvt mod enden på over to timers spilletid, men formår alligevel at være et slående, og til tider hjerteskærende, portræt af en ellers ikke sjældent udforsket del af politik.

Kan lejes digitalt.

Leave a Reply

Your email address will not be published.