Der findes et helt miljø, der benytter sig af zines som formidling – mød dem på lørdag i Ungdomshuset i København.

Metronaut har taget en snak med Anna Sofie Mørch Bendixen, der er den ene af arrangørerne bag Zine Fest, om, hvad zines er, og hvad man kan forvente af en dag i Ungeren.

METRONAUT: Hvis man ikke lige er ‘in the know’, kan du så kort forklare, hvad et ‘zine’ er, og hvordan det adskiller sig fra f.eks. en tegneserie?

ANNA: Et zine er en publikation, hvor den samme person (eller den samme gruppe af mennesker) har stået for alt fra indhold og layout til den faktiske trykkeproces og endelige distribuering. Et zine behøver ikke være en tegneserie, men er det nogle gange. Rent indholdsmæssigt er der ikke nogen grænser for, hvad et zine kan beskæftige sig med, men mediet er i sin form defineret ved at ligge uden for samfundets mere etablerede kanaler, og et zine vil følgeligt ofte beskæftige sig med noget, der også ligger uden for samfundets mainstream. Om det så er politisk, kunstnerisk eller personligt.

ZF 2014 c

Fra Zine Fest i 2014.

En fest for zines? Hvorfor?

Når man ikke ønsker at gøre brug af de kanaler og platforme, der allerede eksisterer i vores samfund, så må man skabe sine egne. Zine Fest er en måde at styrke det miljø, der findes omkring zines i Danmark. Zines er et fysisk format og har brug for et fysisk mødested, hvor skabere kan udveksle idéer og publikationer.

Findes der et decideret “zines-miljø” i Danmark? Og når disse mennesker ikke mødes til Zine Fest i Ungdomshuset, hvor og hvordan interagerer de så?

Det er ikke et nemt spørgsmål at svare på. Zinet er (og har altid været) en del af en masse miljøer: punk, aktivisme, musik, kunst, queer, tegneserier og så videre. Zine Fests hovedambition er at facilitere et mødested for disse miljøer for derved at styrke miljøet omkring zines i sig selv.

ZF 2014 aDet er nu anden gang, I afholder Zine Fest. Bliver dette års arrangement anderledes fra det forrige?

Der er flere standholdere i år, men ellers er konceptet det samme.

Det foregår i Ungdomshuset? Betyder det så, at ældre og mere etablerede skabere ikke er med?

Alle, der har meldt sig som standholdere, har fået lov at være standholdere – det er princippet. Det er også gratis at deltage, og der er ingen krav til, hvor meget eller lidt man har med. Den yngste standholder, vi har, er 13, og den ældste er sikkert Zven Balslev, han er rimeligt gammel, tror jeg, haha. Så længe man laver zines eller small press, er man velkommen, men det er klart, at der findes en ånd omkring mediet, og den skal man også kunne genkende sig selv i for at have lyst til at deltage, tror jeg.

ZF 2014 bHvad kan man opleve i de zines, man kan købe til zinefesten? Altså – hvad handler de om?

Det er umuligt for mig at svare på. Det er som at spørge, hvad alle bøgerne på biblioteket handler om, det ved jeg ikke! Når det kommer til zines, giver det ikke rigtigt mening at opretholde dikotomien mellem form og indhold. Det hænger sammen, der er en ånd over tingene. Noget, der gør, at man får lyst til at læse om noget, man slet ikke vidste, man interesserede sig for. Zinet er en meget personlig formidling, og hvis man bliver bidt af mediet, så sidder man i fælden, og så kommer man pludseligt hjem med zines om taksidermi og Spice Girls og er opslugt.

Hvad kan man forvente af denne lørdag i Ungdomshuset?

Man kan forvente at opdage en hel masse, man ikke anede eksisterede! Hyggelig stemning, øl og småkager. Ingen smalle steder!

About The Author

Skribent

Kim elsker film, tv-serier og tegneserier, og ville ønsker der var 36 timer i døgnet, så han også kunne få tid til at spille computerspil, høre musik m.m. Kim bor i Hjørring, og er til daglig grafiker og PR-ansvarlig på Vendsyssel Historiske Museum.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.