Lørdag d. 13. februar vendte Jay Gatsby tilbage til sin københavner-residens og holdt et brag af en 20’er-fest i form af Party Like Gatsby Copenhagen – The Master Plan.

Klokken 20 gik dørene til VEGA op, og trods bygningens 50’er-arkitektur og -indretning var atmosfæren ikke til at tage fejl af – her skulle snart festes igennem, som man gjorde det i de brølende 20’ere. Dette blev især understreget af den store folkemængde, der entusiastisk havde taget aftenens dress code til sig. Der var simpelthen spækket med flapper-kjoler, hårbånd, lange handsker og glitter og glimmer i overflod. Og herrerne var selvfølgelig alle at finde i et udvalg af forskellige jakkesæt, hatte og stokke. Det var intet mindre end et slaraffenland for udklædningsglade mennesker.

Party Like Gatsby

I aftenens anledning var hele VEGA booket, hvilket betød, at der var aktiviteter og shows rundt i hele huset – og der var aldrig for lang kø til nogen af barerne, som alle var åbne.
Trods det var der dog med 2500 besøgende pladsmangel til tider, især foran scenen i Store VEGA. Mange af aftenens performere lagde op til, at man dansede charleston eller swing, som er to dansestile, der kræver meget fri gulvplads for rigtig at kunne udfolde sig.

Programmet var spækket med alt fra sang og danseundervisning til akrobatik og modeshow. Det hele blev nøje styret af den kompetente og morsomme værtinde Tali Piontek, som præsenterede de forskellige artister og sørgede for at holde gejsten oppe hos publikum mellem optrædener.

Party Like Gatsby

The Bluenette Sisters & the Seaman Orchestra

Bandet, der åbnede showet, var The Bluenette Sisters & the Seaman Orchestra, som ud over catchy rytmer også underholdt publikum med små sketches mellem numrene. De fik blandt andet vist os, at hvis man vil det nok, kan alt være et instrument – skrivemaskine-rock er tilsyneladende det sidste nye!

Af andre performers, der virkelig fangede min opmærksomhed, kan nævnes Mydy Rabycad med deres forførende electroswing, den smukke burlesque-drag queen Tinus De Schunard og 14-mandsorkestreret Zirkus. Det var overraskende, hvor godt alle artisterne formåede at leve sig helt ind i 20’er-universet, og de fik i særdeles rammesat den helt rigtige stemning.

Party Like Gatsby

Mydy Rabycad

Efter eventet har nogle af gæsterne udtrykt utilfredshed over den manglende dekoration af VEGA, da der på andre spillesteder under Party Like Gatsby-turnéen har været pyntet op med balloner, bannere og konfetti. Jeg har ladet mig fortælle, at dette til dels har været på grund af restriktioner fra VEGAs side, og til dels fordi Party Like Gatsby i stedet hellere ville bruge budgettet på performere.

Personligt synes jeg ikke, at den underspillede dekoration forringede arrangementet synderligt. Så snart lokalerne var blevet fyldt med festglade og udklædte mennesker, og scenen blev indtaget, lagde man alligevel ikke mærke til de fysiske omgivelser. I stedet blev man suget ind i et andet univers og fik lov til at udleve sin 20’er-persona til fulde for en aften. Eskapisme længe leve!

About The Author

LEGO-entusiast, Potterhead, Japanofil, Draenei Hunter – nørdet barn har mange titler. Studiemæssigt har Juliane en bachelorgrad i Japanstudier, og i skrivende stund læser hun på kandidatuddannelsen i Oplevelsesøkonomi ved Aarhus Universitet.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.