I starten af marts var Metronauts udsendte til kortfilmfestival i Cinemateket og Husets Biograf. Det blev til hele 34 primært danske, tyske og amerikanske kortfilm på bare 4 dage.

Det tager sin tid at fordøje den massive mængde film der blev vist under kortfilmfestivalen, og til de virkelig hardcore festivalgængere var der oven i købet endnu 9 film i det fulde program. Festivalen startede torsdag d. 3. marts med et åbningsprogram med titlen ”Cinematic Biophilia”. Programmet, som bestod af 6 kortfilm, var kurateret af magasinet Krystalbilleder, og to af magasinets redaktører indledte aftenen med at fortælle lidt om filmene og baggrunden for programmet. Dette program var i øvrigt det eneste, som blev vist i Cinemateket.

EPANOUISSEMENT DE QUELQUES FLEURS var aftenens første film (Udvikling af nogle blomster), et 6 minutters opspeedet fransk studie af et udvalg af blomster, der springer ud, filmet i 1919. I farver, oven i købet, som jeg dog tillader mig at formode er lagt på senere.

kortfilmmfestivalTHE LOVE LIFE OF THE OCTOPUS fulgte og var aftenens mest syrede film, ligeledes fransk og fra 1967. En ret detaljeret beretning om blækspruttens reproduktion, tilsat en musikalsk lydside, der gjorde det til en ret surrealistisk oplevelse.

Aftenen bød endvidere på en film om skyer, et portræt af sci-fi forfatteren Carol Emshwiller spundet ind i sære naturbilleder, og et natligt møde mellem en hund og en papegøje – og måske en UFO?

IM GARDEN (2002) blev aftenens sidste film, og var en i sandhed meditativ oplevelse. Årets gang følges i en have. Over 29 minutter klippes der imellem forskellige indstillinger i en meget stor have – og da der er tale om en stumfilm forsvinder man  ganske naturligt ind i billeduniverset. Fyldt op af en indre ro efter dette mesterværk bevægede jeg mig hjemad, og glædede mig til de følgende dages oplevelser.

Fredag startede med et program under overskriften ”Germany Today”. 5 film udvalgt af Claus Löser.

kortfilmmfestival

Tag jer ikke af mig, bedstefar ligger bare her og brummer

HOCHBRÜCKE BRUNSBÜTTEL af Karsten Wiesels var et godt eksempel på hvor smuk en konstruktion en bro kan være, og hvor meget musik der kan være i en sådan. Pascal Flörks brugte sin bedstefars liv som baggrund for et portrættet BÄR der blev temmelig komisk, fordi bedstefaderen var skiftet ud med en bjørn. En enkel ide, enkelt udført, men vanvittig sjovt og underholdende.

Sjov var GESCHÜTZTER RAUM dog ikke. Et sted i Tyskland hjælper en flok tyskere de lokale flygtninge, men da et møde mellem en tysk pige og en mandlig flygtning ender i et seksuelt overgreb træder de etiske dilemmaer frem: Skal man undlade at straffe manden, fordi han er flygtning? Der er næsten lige så mange holdninger (i filmen) som der er medvirkende, og man bliver enige om at udskyde beslutningen. Filmen er fra 2014, men endte med her at være højaktuel.

kortfilmfestivalHøjdepunktet i dette program var dog DAS OFFENBARE GEHEIMNIS (An Apparent Secret, 2015), og den var fyldt med underfundig humor. Instruktøren Eva Könnemann (som var til stede ved visningen) opdagede byen Emmelsum under research til et andet projekt. Ifølge Wikipedia og byens egen hjemmeside er der absolut meget tæt på ingenting at fortælle om byen. ”Kan det nu være rigtigt?”, tænkte hun, og så drog hun af sted med sit kamera.

Der var virkelig ikke meget i byen – men det betød ikke at der ikke var noget at fortælle, for indbyggerne lukkede hende langsomt ind i deres flok, og historierne myldrede frem. Hun ville sikkert være der endnu, hvis ikke det var fordi en kaptajn, der sejlede gennem byens slusesystem havde inviteret hende med ud i det blå. Hendes egne kommentarer til det der udfolder sig på lærredet udgør det meste af filmens lydside, og hun fortæller med en afmålt, lidt kølig, men dog varm, fortællestil, der gør at man bare har lyst til at tage af sted og opleve denne by på egen hånd. Fantastisk.

Dagens andet program ”New Danish Shorts #1” bestod af fem film, der alle havde det tilfælles at de på en eller anden måde handlede om arbejde, og mest arbejde på landbrug. 5 dokumentarfilm, der for undertegnede gled sammen, og alt i alt ikke rigtig ramte mig.

Karsten Wiesel, der fik en af sine film vist fredag, er, udover at være instruktør, også festivalleder for Flensburger Kurzfilmtage, og som sådan stod han for lørdagens første program ”Best of Flensburg Short Film Festival”.

I mine øjne var de to bedste begge animerede. Tegnefilmen ALIENATION var et muntert kig på hvad ungdommen af i dag går og slås med. Lydsiden bestod af klip fra virkelige interviews med virkelige teenagere, men billedsiden bestod af tegnede aliens, og det gav det hele et lidt komisk skær, samtidig med at det ret tydeligt vist at de unge på forskellig vis følte sig fremmedgjorte over deres krop, forældre, tanker og følelser. Og det er jo i virkeligheden dybt tragisk, jeg vil tro de fleste vil kunne finde i hvert fald et par lydklip heri, som de kan identificere sig med.

kortfilmfestivalDen anden animerede film var stop motion dukkefilmen WHOLE. Hvad vil det sige at være hel? Et ungt par bor isoleret, og de elsker hinanden. Men kvinden er født uden øjne, og manden vil næsten gøre hvad som helst for at hun skal få evnen til at se. Men kan man savne noget man aldrig har haft? Og kan man føle sig hel, hvis det er på bekostning af andre? En sand kærlighedshistorie, der virkelig kan få en til at tænke over tingene.

EURE ORTE. SKIZZEN ZUR DEUTSCHEN KOLONIALARCHITEKTUR IN NAMIBIA var et interessant kig på Namibia som det ser ud I dag, stadig på mange måder påvirket af kolonitiden, hvor landet var tysk besiddelse. Arne Bunk og Tanja Bächlein (de to instruktører) besøger forskellige steder i Namibia og fortæller om hvad det var engang, og hvordan det bruges nu.

Og programmet sluttede med en surrealistisk urban ballet af menneskelige kraner. En flok mennesker mødes på et stykke jord, og med kraner af foldet papir i hænderne opfører de en sær og sært dragende danseforestilling, hvor de måske ikke bevæger sig så meget (de er jo kraner), men alligevel bevæger seeren.

Dagens andet program var ”New Danish Shorts #2”. De tre film, der blev vist i dette program havde et fælles tema omkring forventninger og musik.

Den første, VANILJE, handler om tre piger, der efter basketballtræning leger i omklædningsrummet og senere i gymnastiksalen, mens de snakker om deres liv, om drenge, om sex. Om de forventninger, de føler drengene har til dem som piger. Det hele foregår i en munter atmosfære – indtil en af pigerne kommer med en meget alvorlig afsløring. Under rulleteksterne hører man en af pigerne synge en Nirvana sang, som pludselig klinger helt anderledes end den plejer.kortfilmfestival

Forventninger til drenge var temaet i næste film TÅRAR. En tilsyneladende dokumentarisk film der følger tre drenge, der  sidder i en sauna. De bliver mere og mere fulde, og mere og mere højrøstede i en nærmest rituel afsyngning af en sær svensk drukvise om kvinder. Til sidst bliver det for meget for en ældre kvinde, der går ud på sin altan og begynder at råbe op. Men pludselig bryder hun rammen, og nægter at sige de ting som instruktøren har bedt om.

Og endelig behandlede THIS PLACE WE CALL OUR HOME forventningerne til et helt folk, i dette tilfælde det ukrainske. Hvad kan man forvente af et folk i krig? Normalt vises kun billeder fra selve krigen, men hvad med alle de mennesker, der ikke er i krig? Denne film viser et folk, der overlever ved at spille musik. Alle, fra ung til gammel, insisterer på at spille musik næsten konstant, og man glemmer faktisk i perioder af filmen at der foregår voldsomme ting i samme område på samme tid, fordi musikken fylder så meget. Det endte med at blive et meget tankevækkende portræt af et land, de fleste af os nok kun kender fra nyhederne – og ikke fra den side denne film fremstiller.

Festivallens sidste dag, søndag, havde som de foregående to programmer at byde på, men jeg var kun til det første, ”Roots Of Modern Documentary”. Programmet bestod af 6 amerikanske dokumentar kortfilm fra perioden 1953-1987.

kortfilmfestival

O´Dreamland kortfilm fra 1953

For mig var de mest interessante O DREAMLAND (1953) og LONELY BOY (1962). Den første var et portræt af en engelsk forlystelsespark. Det var ikke fordi der var så meget historie i filmen, det var mere et observerende kamera, men for undertegnede, som har noget med forlystelsesparker var det ret interessant bare at være med på en tidsrejse mere end 60 år tilbage til dette drømmeland.

Den anden var et portræt af sangeren og teen idolet Paul Anka. Vi følger ham bag scenen, på scenen, og i samtale med nogen af de skrigende fans. Det var pudsigt at se hvordan datidens ungdom dyrkede deres idol på den tid, for det var bestemt ikke ulig hvad man ser med Justin Bieber eller One Direction i dag. Og så var det bare interessant at finde ud af (jeg anede det ikke) at Anka dengang var så stort et idol. Jeg kendte ham først og fremmest for at have skrevet teksten til ”My Way”, som især Frank Sinatra gjorde til et stort hit.

kortfilmfestivalJeg var godt fyldt op med oplevelser, da jeg tog hjem, og det har, som tidligere nævnt, taget noget tid at fordøje den massive mængde kortfilm som dette års kortfilmfestival bød på. Jeg kommer stadig, her cirka halvanden måned efter festivallen sluttede, i tanker om detaljer fra den ene eller den anden film, og der er bestemt nogen af dem jeg godt kunne tænke mig at se igen. Og på den måde kommer festivallens åbningsfilm til at fremstå helt symbolsk, idet hele buketten af kortfilm er blevet til små blomster, der springer ud i min erindring.

Jeg glæder mig til næste års kortfilmfestival.

 

 

About The Author

Uhelbredelig samlernørd. Introducer ham venligst ikke for noget nyt, for han begynder bare at samle på det, og han har ikke plads (siger hans mor). De aktive samlinger tæller: Zombier (specifikt, og horror sådan generelt), James Bond, Iron Maiden, Shu-Bi-Dua og juleøl. Til daglig er han pædagog, og her forsøger han med skiftende held at fremstå normal.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.