Jeg har tidligere anmeldt Myntes Dagbog 2, og dengang var jeg aldeles begejstret, ligesom mine to med-læsere på 8 og 10 år var det.

Jeg ønskede i mit stille sind, at der hurtigt ville dukke en 3´er (og flere fortsættelser op til det uendelige) op, og heldigvis har StineStregen været hurtig til at skrive og tegne en ny. Fortsæt endelig bare i det tempo.

Mynte er stadig Mynte. Hun er skøn og relatérbar. Helt fantastisk at læse om og absolut ”god nok”, som er det, hun selv går og tumler med. Stregen er sjov, lækker og ramt helt rigig.

Hvor 2´eren fik lidt mere voksent indhold – stadig holdt på perfekt børneplan end 1´eren, er denne 3´er også fyldt med vigtige emner.

Der er babsevat og kyllingefiletter, eksamensstress, Kusine Lines perfekthedssyge og dertilhørende terapi, og ikke mindst en spirende forelskelse for Myntes vedkommende. Og derefter den lige så vedkommende tvivl, om hvornår man overhovedet er forelsket for alvor.

Mine med-læsere på 8 og 10 bliver simpelthen til Mynte, når de læser. Det er er det ene flueben efter det andet af emner, de kan relatere til, som StineStregen får vinget af med den her serie.

Og som voksen er jeg glad for hendes fremstilling af forældrene. De er den perfekte blanding af det pinlige og akavede, som kun en mor der kommer med bamseboller kan være, og som jeg selv er lige på vej til at blive. Forældrene er både spelt, forvirrede, nervøse over deres datters ve og vel, søde og helt almindelige, og Stinestregen har på genial vis tegnet dem, så jeg i hvert fald kan spejle mig i dem, og det bliver meget hyggeligt.

Bogen er perfekt for de 10-12-årige, og med en 8-årig der læser med, (fordi hun VIL læse dem), er der indhold til nogle gode snakke, man kan tage i familien, om alt det, der for de små præ-teens lige om lidt eller allerede føler er super vigtige emner. Hvordan tackler man at være virkelig dårlig til matematik, kan man gå viralt som hæklekunstner, er det slemt at kysse dårligere end man kan finde x i en ligning, og hvorfor er det ikke almen viden, at hjemmetøj er det bedste tøj?

Og hvis du vil se et tungekys tegnet i Stinestregens stil, får du også det med. Så mangler der vist ikke noget.

Leave a Reply

Your email address will not be published.