Metronauts skribents indre fangirl fik frit løb i interview med StineStregen. Læs her, om hvordan det er at være tegneren bag vores allesammens nuttede version af coronavirussen, hvad Stinestregen tænker om forfattersuccesen, om at være et hit blandt de unge læsere, og hvad næste skridt i tegnekarrieren er. StineStregen er lige nu aktuel med ”Det Bliver Et Langt Liv

Karoline: Allerførst – tillykke med din succes! Og tillykke med den næste bogudgivelse ”Det Bliver Et Langt Liv”. Hvordan har det været at være kunstneren bag objectificeringen eller måske nærmere brandingen af vores alles røde coronaven? Og flytter han/hun nogensinde hjemmefra? 

StineStregen: Mange tak!
Det gør mig virkelig glad, at folk bare accepterer en tegnet virus, der snakker og strikker og bruger sovemaske i en hverdagsstribe, der spejler virkeligheden. Den er jo en tegning af, hvordan den virus fylder i min psyke, men det er alligevel lidt … skørt i en slags dagbog fra virkeligheden. Men alle lader til at synes, at det er helt naturligt. Den var på ingen måder planlagt, for jeg hverken tænker eller tegner forud. Jeg tænker, at den mister sin berettigelse den dag, corona ikke dukker op i ens tanker mere. Men hvordan pokker afliver man så en ting, folk er blevet så glade for? Flyver den bort og Den lille prins’er den med noget lårfed symbolik? Forsvinder den bare oftere og oftere, indtil den ikke kommer tilbage? Jeg aner det ikke.

Karoline: Hvordan føles det, at du faktisk har været med til at få corona-virussen til at fremstå mere nuttet end farlig?
StineStregen: Den er tit naiv og ret dum, for jeg tror ikke, en virus har en vilje. Andre gange er den virkelig led, for jeg er samtidig meget sur på den. Ind i mellem er den sød, for igen, en virus har ikke en ond vilje, og det er skægt, når den er direkte sød. Det sjove er, at folk reagerer ret kraftigt på DET DUMME SVIN, eller pludselig får de ondt af den eller skriver, at de vil savne den, når vaccinen engang kommer. Mange har bedt mig lave en t-shirt med den på. Jeg havde virkelig ikke set det komme, at folk ville være glade for den, men det gør mig på den anden side meget glad, at jeg kan tegne og skrive noget så tomt som en virus på en måde, så folk får et faktisk forhold til den. 

Karoline: Så mange har fået et forhold til den – og skolebørn over hele landet, har endda tegnet med !

Karoline: Jeg er vild med Mynte og hendes dagbog, og ville hemmeligt eller åbenlyst ønske, at jeg kunne trylle sådan noget frem fra fingrene og hjernen. Var det en kalkuleret plan at få succes med en seriebog til den aldersgruppe, så du kan overtage verdensherredømmet efter Jeff Kinney? Og er de udenlandske forlag begyndt at banke på? (Det burde de..)
StineStregen: Ih, her ville jeg gerne skrive noget kunstnerisk flot, men det var faktisk min gamle redaktør på Gyldendal, der tænkte, at det var en naturlig konsekvens de mange år med illustreret hverdag fra min side at lave en tegnet dagbogsserie til tweens. Så det var sikkert kynisk og kalkuleret. Jeg tænkte mest på, at det var underligt, at jeg ikke selv havde fået idéen til at lave fiktive dagbøger, nu jeg havde øvet mig genren i så mange år. Succes håber jeg altid på, men man får den sjældent, så jeg tænker mere på, om jeg kan lave noget virkelig godt, for som regel er det den reelle løn i bogverden. Det er helt forbløffende, så lidt penge det giver, også selvom man laver en succes, i øvrigt.
Der er ingen aftaler med udlandet endnu, men selvom der er kommet tre bøger, er det endnu ikke et år, siden 1’eren udkom, og den slags udenlandshejs tager tid, særligt nu alle messerne døde fordi corona, så håbet lever.

Karoline: Er din nye bog ”Det Bliver Et Langt Liv” første del af en serie eller har du andre planer, der kommer først?
StineStregen: Det er planen, at det bliver en serie. Det var ikke planen, da jeg begyndte at lave bogen, men jeg ELSKER at lave tegneseriestriber, og man kan ikke rigtigt få den slags job længere (læs: jeg kan ikke, ingen vil have mig, farvel den drøm), og så må det jo komme i bøger. Der kommer nok andre ting først, for det dumme ved at lave stribebøger er, at man skal bruge en idé og en historie til hver enkelt stribe, og det tager lang tid at finde på nok, der er godt nok til en hel bog og samtidig fungerer i det flow, der gerne skal være. 

Karoline: Zenia Johnsen og dig, I udgav sammen ”Jeg Elsker Dig Hest”, som var en af højtlæsningsfavoritterne herhjemme hos mine piger. Kommer der flere samarbejder med Zenia og dig?
StineStregen: Giiiiiid, der gør. Men vi arbejder lidt forskelligt. Jeg er en arbejdshest, mine bøger sker, når jeg sætter mig ned og laver dem. Zenia er en kunstner, hendes bøger kommer til hende, når det passer dem, og det er åbenbart kun bøger til andre tegnere, der kigger forbi. Desværre for mig. Jeg er stor beundrer af hendes forfatterskab og ville elske at tegne hendes historier mindst en gang om året.

Karoline: Du har med dine egne værker bredt dig ud på mange målgrupper, småbørn, teens og præ-teens, heste- og katte-fans, dem med de knuste hjerter og ikke mindst hæklerne. Hvad bliver den næste målgruppe, du drømmer om at nå?
StineStregen: Jeg leger med tanken om, at efterfølgeren til Det bliver et langt liv skal være til/om den alder, hvor man lige er flyttet hjemmefra. Men det er en ret grøn idé, så hvem ved, om den lander. Jeg håber i øvrigt sådan, at andre aldersgrupper også læser lige stribebogen (med tiden -bøgerne), for trods forlags ønske om at målrette i alder, synes jeg også, den er til voksne.

Karoline: Jeg holder i hvert fald meget af at læse Myntes Dagbog, og jeg er en lille bitte smule ældre end 12 år. Lille bitte lille smule ældre.

Karoline: Kommer der flere hæklebøger eller andre kreabøger? Evt. noget med at filte med kattehår?
StineStregen: Den eneste bog, jeg lavede ud fra et direkte håb om succes og penge er min hæklebog, og jeg har stadig til gode at tjene andet end småbitte bibliotekspenge på den. Desværre, for den var virkelig sjov at lave. Men man skal nok være et brand inden for den slags, før det kan betale sig bare lidt. Ævbæv.

Karoline: Jeg synes, den er fin. Jeg kan virkelig godt lide at kigge i den, og hvis nogen bog får mig i gang med at hækle for alvor, er det den. Men ja, nogle strikke- og hæklebøger skovler bare derudaf, synd at de ikke alle kan tjene lønnen ind.

Karoline: Min snart 11-årige forguder dig og dine Mynte-bøger. Og jeg kan se på dine anmeldelser, at hun langt fra er den eneste. Hvordan føles det at være forfatterforbillede for så mange fra den nye generation, der en dag skal overtage verden?
StineStregen: Det er svimlende vidunderligt! Jeg fornemmer, at det er en alder, hvor man som fx forfatter er enten er inde i varmen eller ude i kulden, ingen mellemveje. Og når man er inde i varmen, så er man det helt vildt. De har stadig til gode at bliver overlegne røvhuller som os andre, så jeg får små breve og videoer ind i mellem med rå, ufortyndet begejstring. Ikke alt det ”spændingskurven holdt mig fanget, men det visuelle kunne godt have brugt lidt mere redigering” som vi andre ødelægger alt med. Og så bliver jeg lykkelig, når forældre skriver til mig, at deres børn for første gange har læst af egen lyst, fordi de faldt for Mynte. Det er jo en drøm at være med til at give kærligheden til bøger videre.

Karoline: Og det har du i allerhøjeste grad gjort.  Voksne er tit nogle røvhuller. Det burde være børn der skrev anmeldelser og lektørudtalelser..

Karoline: Hvad læste du selv som 11-årig?

StineStregen: A L T ! Det er det eneste, jeg savner fra den alder. Ingen bog var for lang eller kedelig til, at jeg ikke ville læse den til ende. Jeg gætter på, at 11 har været højdepunktet af min hestebogsfase, og jeg synes ikke, der var noget af det, der var så godt, at det er værd at nævne her – det var god underholdning, men hurtigt glemt igen. Jeg ELSKEDE Valhalla og Illustreret Danmarkshistorie (den med de ældste tider) af Claus Deleuran, men ellers læste jeg vist mest skrald.

Karoline: Skrald kan også være opbyggeligt. Eller, det skal jeg sige, for jeg læste også meget skrald.

Karoline: Hvad læser du nu?
StineStregen: Nu er jeg lidt gammel og sur med bøger, jeg bliver så nemt skuffet, samtidig med at jeg er blevet dårlig til at sætte mig ned og bare fokusere på en bog uden at lave andet. Derfor hører jeg mange lydbøger, mens jeg rentegner og laver andre ting, der ikke kræver så meget tankevirksomhed. Lige nu lytter jeg Olive Kitteridge, fordi jeg stødte på Nikoline Werdelins forord til den, og havde fået den anbefalet af Zenia. Hvis jeg hører en lydbog, der er virkelig god, køber jeg den i øvrigt altid som fysisk, og så får jeg den tit også læst-læst, når jeg savner den.

Karoline: Et lille oprids af din tegnehistorie – var StineStregen den første figur, eller ligger der tidligere figurer gemt i skuffer eller på weblogs rundt omkring?
StineStregen: Gid jeg var så spændende, men der er kun den. Jeg havde ikke rigtigt selvtillid til at vise mine tegninger frem på den måde, før blogs opstod. Og før sociale medier rigtigt foldede sig ud, var det ikke ret nemt at finde blogs, så jeg følte, at jeg godt kunne gøre det lidt undercover. Ingen havde jo forventninger til, hvad sådan en skulle kunne og ikke kunne – i modsætning til fx bøger. StineStregen skulle være et udviklende projekt, der varede et år, og jeg kalkulerede med, at den ville få omkring 12 læsere, hvis jeg var heldig.

Karoline: Hvilken betydning havde din blog for din karriere som tegner og forfatter?
StineStregen: Jeg vil jo gerne sige, at den hjalp, men at mit initiativ og mit store mod var det afgørende. Men det ville være løgn. Den har gjort hele forskellen. På to måder: Den ene er, at jeg tvang mig til at øve mig og blive ved, også de (ufatteligt mange) dage, hvor jeg ikke gad. Den anden er, at jeg blev set for noget, jeg selv definerede. Set af mange, lige pludselig. Det gav mig jobs, det gav mig kontakter, det gav mig netværk. Og det var folk, der kendte mig for at fortælle på min måde, så de vidste, hvad jeg kunne. Ja, og så selvfølgelig at jeg nu har en kanal til nogle mennesker på sociale medier, det kan de godt lide, forlagene.


Karoline: På din gamle StineStregen blogger-profil står der, at du bl.a. godt kan lide tordenvejr og cowboyfilm – ville det stadig være på din liste hvis du skulle skrive den nu?
StineStregen: Jeg kan i hvert fald stå inde for det, men nu ville jeg nok skrive noget, der fiskede mere efter nogle sjove opgaver til at støtte min alt for svingende økonomi. Der står torden på min tinderprofil, tæller det? 

Karoline: Er torden tinderkode for et eller andet, jeg er alt for sat og kedelig til at fatte? Så måske. Hmm, torden er nok bare meget hyggeligt. Og spørgsmålet er hvordan man skriver noget, der får de økonomisk rentable opgaver til at rulle ind. 

Karoline: Hvordan er din proces når du tegner og skriver? Hvad kommer først, stregerne eller ordene?
StineStregen: Idéen og følelsen kommer først. Jeg skal bruge en idé, der virker som en krog. Når en idé får mit hoved til at blive en vandfald af idéer til at udfolde den store idé, ved jeg, den virker. Og så skal den have en følelse, der er … ægte? Ærlig? Realistisk? Det er svært at sætte ord på lige den del. I forhold til bøger fortsætter jeg så derfra med nogle karakterskitser og noter i én stor pærevælling, så skriver jeg bogen, så laver jeg tegningerne, og så redigerer jeg teksten, når jeg ved, hvad tegningerne vil. Jeg tænker ikke visuelt, så jeg ved aldrig helt, hvad jeg er i gang med at tegne før til sidst.

Karoline: Er du god til at finde struktur og lave planer med deadlines, når du arbejder?
StineStregen: Du godeste ja. MEGET ja. I resten af mit liv roder jeg så meget, at jeg tror, alle jeg har været kærester med har været direkte bekymret for mig. Men med mit arbejde er det anderledes. Der er struktur og deadlines og del-deadlines ud over det hele, og jeg er (ubevidst) villig til at droppe det meste andet, når jeg er fordybet i en proces. Det betyder, at jeg arbejder utroligt hurtigt, men også at jeg for himlens skyld aldrig må få uventede gæster.

Karoline: Så ingen der dumper ind med faldskærm (i tordenvejr) til dig. Fornuftigt.

Karoline: Hvad inspirerer dig til nye ideer?
StineStregen: Alt, egentlig. Nok mest samtaler, hvor vi taler om tanker, mennesker, følelser, menneskelig natur, anekdoter, det ubevidste, hvorfor man gør ting, fællestræk, personlige opdagelser, oplevelser, overraskende indsigter. Den slags samtaler, der bliver hængende og får mig til at tænke over alt muligt i et nyt lys længe efter. Jeg tænker lidt på mine bøger som en samtale med læseren, måske er det derfor?

Karoline: Hvad tegner du på/med? Og hvis det er digitalt, hvornår skiftede du over til det?
StineStregen: Jeg tegner på en halvgammel iPad pro. Det var ikke planen at blive digital, men jeg fik en opgave med 365 tegninger til en kalender, og takket være en anden opgave, havde jeg kun halvanden måned at tegne dem i. Så jeg var nødt til at finde en proces, der IKKE involverede at scanne og rense 365 tegninger, for det var der ikke tid til. Jeg spurgte omkring, for min tidligere forsøg på at tegne digitalt har mildt sagt været pinlige, og mange sagde ”iPad med strukturfilm på”. Det startede ikke direkte godt, men heller ikke forfærdeligt, så det blev løsningen. Og nu tegner jeg alt på den, for det er så hurtigt og nemt. Jeg savner at tegne på papir, men der er mellem 200 og 300 doodles i Myntebøgerne, og helle for at være fri for at scanne og rense 300 doodles hver gang!

Karoline: Er det med procreate på Ipad? Det lyder fornuftigt at slippe for at rense 300 doodles. Så kan der jo hurtigere komme en ny Mynte-bog.
Ja.

Karoline: Er du nået til det punkt i din forfatterkarriere, hvor du fejrer det, den dag bibliotekspengene kommer ind? Og har du regnet ud, hvor mange værker der skal til årligt, før du når Kim Fupz niveauet 😊?
StineStregen: Jeg fejrer alle beløb, små som store – hvilket vist er et sikkert tegn på, at man ikke er Kim Fupz endnu. Jeg kan ikke regne, og slet ikke regne algoritmerne bag bibliotekspenge ud, men jeg tvivler på, jeg nogensinde når at udgive nok til at nå ham til sokkeholderne.

Karoline: Nej, den algoritme er ikke til at blive klog på. Men just keep going, altså.

Karoline: Hvad er dit bedste råd til små og store piger og drenge, der drømmer om at blive som dig?
StineStregen: Øv dig pissemeget, find din egen stemme og så det svære: Vær åben over for feedback. Ros er lækkert og nødvendigt, men du udvikler dig ikke af ros. Det er svært at lære for os følsomme fortællersjæle, men det er helt urealistisk at tro, at man altid rammer plet og ikke kan blive bedre. Kritik er ikke en guide til, hvad du så skal gøre (for det bestemmer kun du), men noget at reflektere over, så du kan udvikle dig. 

Karoline: Klogt. Og med lidt håndskrevne fanbreve fra de unge fans til at bløde det op, tænker jeg, den kritiske feedback er lidt nemmere at sluge.

Karoline: Flytter du nogensinde hjem til Aarhus?
StineStregen: Åååååaaaruugggg, jeg savner den by, som stadig er rigtigst med Å. Men de sidste fem år i Århus blev min omgangskreds halveret hvert år, fordi folk flyttede til København for job og karriere. Og pludselig var der nærmest kun børnefamilierne tilbage, og det var lidt ensomt, når man ikke selv har børn eller planer om at få dem. Når folk er færdige med at have små børn, eller hvis jeg fx får en kæreste i Århus, vil jeg ikke afvise at vende tilbage, for Århus er vidunderlig.

StineStregen er lige nu aktuel med bogen “Det Bliver et langt Liv”

Læs Karolines anmeldelse her

Leave a Reply

Your email address will not be published.