Det er langsomt ved at blive koldt og mørkt udenfor, hvilket er en perfekt undskyldning for at gemme sig indenfor i et stort tæppe med sin ynglingsnørdjuice, om det er kaffe, kakao eller varm cola, og læse en god bog.

Bortset fra den varme cola, så er det, hvad jeg har tænkt mig at gøre, og efterhånden som jeg kommer igennem min nu-er-det-mørkt-læseliste, vil jeg dele mine oplevelser med alle jer, de glade læsere på Metronaut.

Den første bog, jeg har kastet mine frådende øjne over, er High Fidelity af Nick Hornby fra 1995. De fleste har nok set filmen af samme navn fra 2000 med John Cusack, Iben Hjejle og, den dengang ukendte skuespiller, Jack Black.

high-fidelity-main-review

Kort sagt tager plottet udgangspunkt i røvhulet Rob Flemming, hvis kæreste, Laura, er gået fra ham. Han ejer en usuccesfuld pladeforretning, og hans hverdage bliver spildt på skænderier med sine kollegaer, kunder, forældre, ekskæresten og nye bekendtskaber. Ud over dette gør han sit liv op i top 5-lister, som for eksempel top 5 ekskærester, der har knust hans hjerte mere end Laura. Top 5 over bedste sange til begravelser og så videre.

NIck

Britiske Nick Hornby

Selvom Rob hele vejen igennem er en kæmpe røv over for sine omgivelser, så kan man ikke lade være med at holde af ham. Dette skyldes, at hele bogen bliver fortalt gennem en konstant tankestrøm, han har, og i scener, hvor han gør alt forkert, tager han os hen til et sted, hvor han kan retfærdiggøre sin opførsel. Man opnår dermed en sympati for ham, men også en irritation, når det langsomt går op for en, at han udelukkende gør det for ikke at tage ansvar for sit eget liv. Han er midt i trediverne og har ikke opnået noget af det, han ville.

Så vidt jeg kan huske filmen, så er meget af hans indre monolog overført til filmen, og dermed kommer der også nogle af de fede sætninger med, som bogen byder på. Der findes nemlig et meget unikt sprog i bogen, der går fra helt enkelt, almindeligt og kortfattet sprog til lange, sjove og rørende sætninger. Dette i sig selv gør bogen værd at læse, da der plotmæssigt ikke sker meget, men det hele foregår på den dér tørre britiske facon, der fungerer utroligt godt og altid er et hit.

Hvis du er en musiknørd, er der også meget at komme efter, da musik fylder en stor del af bogen og bruges meget spidsfindigt til at understrege abstrakte følelser, som nødvendigvis ikke kan udtrykkes med ord alene. Selvom jeg elsker musik, især rockmusik fra midt 1990’erne, vil jeg ikke kalde mig en musiknørd. Alligevel fik jeg lyst til at støve mine gamle LP’er af, da High Fidelity virkelig formår at tage en med til det simple sted i ens teenageår, hvor man bare kunne nyde musik, og musikken forstod alle dine følelser.

I sidste ende er jeg virkelig glad for, jeg endelig fik taget mig sammen til at læse High Fidelity. Den er en moderne klassiker, og jeg forstår godt hvorfor. Den formår at skabe noget, der får en til at reflektere over sit eget liv og musiksmag og samtidigt indfanger den specielle midt 1990’er-følelse, hvor de gamle musik- og livstraditioner langsomt er ved dø ud. Samt den velkendte følelse i at stå midt i en forandring. Og ansigt til ansigt med den ukendte fremtid. Denne følelse virker universel og som en livsbetingelse, og Nick Hornby formidler bare dette på en overbevisende og virkelig overskudsagtig måde, som er let at identificere sig med.

3af3

Leave a Reply

Your email address will not be published.